Главная страница | Литература 19 века | Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке

Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке
Henrik Ibsen
Чтение в оригинале (Каро)Klassisk litteratur
Перед вами три пьесы классика норвежской и европейской драматургии Генрика Ибсена. Они выдержали множество театральных постановок и экранизаций по всему миру а «Пер Гюнт» знаком многим русским читателям с детства.
Пьесы Ибсена, написанные в разное время, показывают эволюцию норвежского языка. После того как Норвегия получила независимость от Дании в начале XIX века, литературный норвежский язык складывался еще долгое время. Годы творческой активности Ибсена совпали с периодом становления национальной идентичности, поэтому «Пер Гюнт», «Кукольный дом» и «Дикая утка» написаны на датском варианте норвежского языка.
Книга будет интересна всем, кто изучает норвежский язык.

Henrik Ibsen "Peer Gynt. Et dukkehjem. Vildanden"

PEER GYNT

PERSONERNE
Åse, en Bondes Enke.
Peer Gynt, hendes Søn.
To Kjærringer med Kornsække.
Aslak, en Smed.
Bryllupsgjæster. Kjögemester. Spillemand, o. s. v.
Et Par Indflytterfolk.
Solvejg og lille Helga, deres Døtrre.
Bonden på Hæggstad.
Ingrid, hans Datter.
Brudgommen og hans Forældre.
Tre Sæterjenter.
En grönklædt Kvinde.
Dovregubben.
Et Hoftrold. Flere lignende. Troldjomfruer og Troldunger. Et Par Hexe.
Tomtegubber, Nisser, Hougfolk, o. s. v.
En stygg Unge.
En Stemme i mörket. Fugleskrig.
Kari, en Husmandskone.
Master Cotton, Monsieur Ballon, Deherrer v. Eberkopf og Trumpeterstråle, rejsende Herrer.
En Tyv og en Hæler.
Anitra, en Beduinhøvdings Datter.
Arabere, Slavinder, dansende Piger, o. s. v.
Memnonstötten (syngende).
Sfinxen ved Gizeh (stum Person.)
Begriffenfeldt, Professor, Dr. phil., Forstander for Dårekisten i Kairo.
Huhu, en Målstrever fra Malebarkysten. Hussejn, en østerlandsk Minister.
En Fellah med en Kongemumie.
Flere Dårekistelemmer samt deres Vogtere.
En norsk Skipper og hans Mandskab. En fremmed Passager.
En Prest. Et Ligfölge. En Lensmand. En Knappestöber. En mager Person.
__________________________
(Handlingen, der begynder i Førstningen af dette Århundrede og Slutter henimod vore Dage, foregår dels i Gudbrandsdalen, og på Højfjeldene deromkring, dels på Kysten af Marokko, dels i Ørkenen Sahara, i Dårekisten i Kairo, på Havet, o. s. v.)


FØRSTE HANDLING

(En lid med lövtrær nær ÅSEs gård. En elv fosser nedover. Et gammelt kværnehus på den anden side. Hed sommerdag.)
(Peer Gynt, en stærkbygget tyveårs gut, kommer nedover Gangstien. ÅSE, moderen, liden og fin, fölger efter. Hun er vred og skjælder.)

ÅSE
Peer du lyver!
PEER GYNT
Nei, jeg gjør ej!
ÅSE
Nå, så band på, det er sandt!
PEER GYNT
Hvorfor bande?
ÅSE
Tvi; du tør ej!
Alt ihob er tøv og tant!
PEER GYNT
Det er sandt – hvert evigt ord!
ÅSE

(foran ham)
Og du skjæms ej for din moer?
Først så render du tillfjelds
månedsvis i travle ånnen,
for at vejde ren på fånnen,
kommer hjem med reven pels,
uden byrse, uden vildt; —
og tillslut med åbne øjne
mener du at få meg bildt
ind de værste skytterløgne! —
Nå, hvor traf du så den bukken?
PEER GYNT
Vest ved Gjendin.
ÅSE

(ler spotsk)
Rigtig, ja!
PEER GYNT
Hvasse vinden bar ifra;
bak et oreholdt forstukken
han i skaresneen grov
efter lav —
ÅSE

(som før)
Ja rigtig, ja!
PEER GYNT
Pusten holdt jeg, stod og lytted,
hørte knirken af hans hov,
så av ene hornet grenene.
Derpå varsomt mellem stenene
frem på bugen jeg meg flytted.
Gjemt i røsen opp jeg glytted; —
slig en bukk, så blank og fed,
skulde du vel aldrig set!
ÅSE
Nej, bevares vel!
PEER GYNT
Det smaldt!
Bukken stupte bums i bakken.
Men i samme stund, han faldt,
sad jeg skrævs på bukkeryggen,
greb ham i det venstre øre,
vilde netopp kniven kjøre
bagom skolten ind i nakken; —
hej! da skreg han vildt, den styggen,
stod med et på alle fire,
slog mig med et agterkast
ud av næven kniv og slire,
skrued mig om lænden fast,
stemte hornene mod læggen,
klemte mig, som i en tang; —
dermed satte han på sprang
bent fremover Gjendin-eggen!
ÅSE

(uvilkårligt)
Jesu navn da – !
PEER GYNT
Har du sett den
Gjendin-eggen nogen gang?
Den er halve milen lang,
hvass bortefter, som en ljå.
Udfor bræer, skred og lider,
rakt nedover urder grå,
kan en se till begge sider
lukt i vandene, som blunder
svarte, tunge, mer enn tretten —
hundred alen nedenunder. —
Langsmed eggen han og jeg
skar os gjennem vejret vej.
Aldrig red jeg slig en fole!
Midt imod, der vi foer fram,
var det som der gnistred sole.
Brune ørnerygge svam
i det vide svimle slug
midtvejs mellem os og vandene, —
sakked agterud, som fnug.
Isflak brast og brød mod strandene;
men der var ej døn at høre;
bare hvirvlens vætter sprang,
som i dans; – de sang, de svang
sig i ring for syn og øre!
ÅSE

(svimmel)
Å, Gud trøste mig!
PEER GYNT
Med et,
på en rådløs bråbratt plett,
foer ivejret rype-steggen,
flaksed kagglende, forskræmt,
fra den Knart, hvor han sad gjemt,
klods for bukkens fod på eggen,
bukken gjorde halt omkring,
satte med et himmelspring
udfor dybet med oss begge!

(ÅSE vakler og griber efter en træstamme. Peer Gynt bliver ved.)
bag oss bergets svarte vægge,
under oss en bundløst slug!
Først vi kløvte lag av tåger,
kløvte så en flok av måger,
som igjennem luften vigende
fløj till alle kanter skrikende.
Nedad, uden stands, foer toget.
Men i dybet glittred noget
hvidlet, som en rensdyrsbug. —
Moer, det var vort eget billed,
som igjennem fjellsjø-stillet
opp mod vandets skorpe piled
i den samme vilde fart,
som i den vi nedad kiled.
ÅSE

(gisper efter vejret)
Peer! Gud fri meg – ! Si det snart – !
PEER GYNT
Bukk fra luften, bukk fra bunden,
stangedes i samme stunden
så at skummet om oss klasked.
Ja, der lå vi nu og plasked. —
Langt om længe, du, vi nådde
nordre landet på en måde;
bukken svam, og jeg hang bak ham; —
jeg for hjem —
ÅSE
Men bukken, du?
PEER GYNT
Å, han går der vel ennå; —

(knipser i fingrene, svinger seg på hælen og tilføyer):
kan du finne ham, så ta ham!
ÅSE
Og du har ei knekket nakken?
Ikke begge lår engang?
Ikke ryggbenet brutt?
O, Vårherre, – prisen, takk,
skyldes deg, som hjalp min gutt! —
Buksen har dog fått en revne;
men det er knapt ved at nevne,
når en minds, hvad meget værre
kunne hende i slik et sprang!

(Stanser plutselig, seg på ham med åpen munn og store øyne, kan lenge ikke finne ord, endelig utbryter hun:)
O, din fandens reglesmed;
kors og kors, hvor du kan lyve!
Remsen, som du kommer med,
minds jeg nu at jeg har kjennt
som en jente på de tyve.
Gulbrand Glesne er det hent, —
ikke deg, du!
PEER GYNT
Meg som ham. Slik kan mer enn en gang hende.
ÅSE
Ja, en løgn kan endevendes,
stadses op med brask og bram,
klædes i en nygjordt ham,
så dens magre skrot ej kendes.
Det er det, som du har gjort,
lagt alt så vildt og stort,
uglet ut med ørnerygge
og med alt det andet stygge,
løyet ligt og uligt væk,
skrønet ind slig måløs skræk,
at en kendes ej ved tilsidst,
hvad en længst har hørt og vidst!
PEER GYNT
Hvis en anden snakked slig,
skulde helseløs jeg slå ham!
ÅSE

(grædende)
Å, Gud give jeg lå lig;
gid jeg sov i svarte jorden!
Bøn og gråd ej binder på ham. —
Peer, du er og blir forloren!
PEER GYNT
Kære, vakkre, lille moer,
du har ret i hvert et ord; —
vær så blid og glad —
ÅSE
Ti stille!
Kan jeg glædes, om jeg vilde,
jeg, som har sligt svin til søn?
Må det ikke bittert krænke
meg, en stakkars magtløs enke,
stødt at fange skam for løn?

(Græder igjen.)
Hvad har slægten nu tilbage
fra din farfars velmagtsdage?
Hvor er skæpperne med mynt
efter gamle Rasmus Gynt?
Faer din gav dem fødder, han, —
ødte dem så glat som sand,
købte jord i alle sogne,
kjørte med forgyldte vogne – ,
Hvor er det, som gik tilspilde
ved det store vintergilde,
da hver gæst lod glas og flaske
bag sin ryg mod væggen klaske?
PEER GYNT
Hvor er sneen fra ifjor?
ÅSE
Du skal tie for din moer!
Se tilgårds! Hvert andet rude —
hul er fyldt med gamle klude.
Hægn og skigard ligger nede,
fæet står for vejr og væde,
eng og aker ligger brak,
hver en måned blir jeg pantet —
PEER GYNT
Ti så med den kærringsnak!
Ofte nok har lykken skrantet,
og så kom den højst påfode!
ÅSE
Der er saltrød, hvor den grode.
Kors, men du er storkarl, du, —
lige kaut og kry endnu,
lige knøv, som dengang presten,
der han kom fra Kjøbenhavn,
spurgte deg som døbenavn,
bandt på at sligt et nemme
sakned magen prins derhjemme,
så at faer din gav han hesten
med en slæde tol, som tak
for den vennesæle snak, —
Hå; ja da var alting gildt!
Provst, kaptejn og hele resten
hang der dagstødt, åd og drak,
fyldte seg, så fast ed sprak.
Men i nød skal kendes næsten.
Her blev folketomt og stilt
samme dag da ’Jon med skæppen’
tog ivej med kramkarl – skræppen.

(Tørker øynene med forkledet.)
Ak, du er dog stærk og stor,
skulde stå som stav og støtte
for din gamle skrale moer, —
skulde gårdens gerning skøtte,
værge slumpen af din arv; —

(græder påny)
å, Gud hjælpe med for nytte
jeg har havet af dig, din skarv!
Hjemme ligger du i gruen,
roder rundt i kul og emmer;
mellom bygdens folk du skræmmer
jentene fra gildestuen, —
gør mig spe på alle kanter,
slås med sognets værste fanter —
PEER GYNT
Lad mig være.
ÅSE

(følger efter)
Kan du nægte
du var fremste mand i laget
i det store basketaget,
som for nylig stod på Lunde,
der I slogs som olme hunde?
Var det ikke dig, som knækte
armen på han Aslak smed, —
eller idetmindste brækte
ene fingeren hans af led?
PEER GYNT
Hvem har fyldt dig med slig præk?
ÅSE

(hidsig)
Husmanskonen hørte hylene!
PEER GYNT
Ja, det var meg, som skreg
ÅSE
Dig?
PEER GYNT
Ja, moer, – for jeg fikk pryglene.
ÅSE
Hva for någet?
PEER GYNT
Han er spræk
ÅSE
Hvem er spræk
PEER GYNT
Han, Aslak, ved jeg.
ÅSE
Tvi – og tvi; nu må jeg spytte!
Slig en slarvet fyldebøtte,
slig en rangler, slig en dranket
drammesluger har dig banket?

(Gråter igjen.)
Mangen skam og skændsel led jeg;
men at dette skulde ske,
det var dog den værste spe.
Lad ham være nok så spræk; —
skal du derfor være vek?
PEER GYNT
Om jeg hamrer eller hamres, —
ligefuldt så skal der jamres.

(Ler.)
Trøst dig, moer —
ÅSE
Hvad? Har du løjet nu igjen?
PEER GYNT
Ja, denne gang.
Tør så gråden pent af øjet; —

(knytter den venstre hånd)
se, – med denne knibetang
holdt jeg hele smeden bøjet;
højre næven var min slægge —
ÅSE
O, din slagsbror! Du vil lægge
mig i graven med din færd!
PEER GYNT
Nei da; du er bedre værd;
tyve tusend gange bedre!
Lille, stygge, snille moer,
du kan lide på mit ord,
hele bygden skal dig hædre,
bare vent til jeg får gjort
noget – noget rigtigt stort!
ÅSE

(blæser)
Du!
PEER GYNT
Hvem ved, hvad en kan møde!
ÅSE
Gid du bare blev så klog,
at du engang kunde bøde
flængen i din egen brog!
PEER GYNT

(hidsig)
Jeg skal blive konge, kejser!
ÅSE
Å. Gud trøste mig, nu rejser
sidste resten av hans vid!
PEER GYNT
Jo, jeg sal! Giv bare tid!
ÅSE
Ja, giv tid, så blir du prins,
siges der, om ret jeg minds!
PEER GYNT
Du skal se, moer!
ÅSE
Hold din mund!
Du er gal i bunde og grund, —
Nå, det er forresten sandt, —
noget var derblevet af dig,
hvis du ikke dagstødt gav dig
af med løgn og tøv og tant.
Hægstadjenten var dig god.
Let du havde vundet spillet,
hvis du rigtig havde villet —
PEER GYNT
Tror du?
ÅSE
Gamlen har ej kræfter
til at stå sit barn imod.
Han er stivsindt på en måde;
men til slut får Ingrid råde,
og hvor hun går, fod for fod
stavrer knarken arrig efter

(begynder igen at græde)
Ak min Peer; en grundrig jente, —
odelsjente! Tænk dig til; —
hvis du bare havde villet,
stod du nu som brudgom gild, —
du, som går her svart og fillet!
PEER GYNT
Kom, så vil vi ja-ord hente!
ÅSE
Hvor?
PEER GYNT
På Hægstad!
ÅSE
Stakkars dig;
Den er stængt, den friervej!
PEER GYNT
Hvorfor det?
ÅSE
Akk, jeg må sukke!
Spildt er stunden, spildt er heldet —
PEER GYNT
Nå?
ÅSE

(hulkende)
Mens du i vesterfjeldet
gennem luften red på bukke,
har Mads Moen fæstet jenten!
PEER GYNT
Hvad? Den kvindfolk—skræmsel! Han!
ÅSE
Ja, hun taer ham nu til mand.
PEER GYNT
Vent mig her, til jeg får spændt en
hest for kærren —

(vil gå).

ÅSE
Spar sligt spræl.
Bryllupet skal stå imorgen —
PEER GYNT
Pyt; jeg kommer jo i kveld
ÅSE
Tvi dig; vil du øge sorgen
med et læs af hvermands spot?
PEER GYNT
Trøst dig. Alting skal gå godt.

(Skriger og ler på en gang.)
Hejsan, moer! Vi sparer kærren;
det taer tid at hente mærre.

(Løfter hende ivejret.)

ÅSE
Slip mig!
PEER GYNT
Nej, på mine arme
bær jeg dig til bryllupsgården!

(Vader ut i eleven.)

ÅSE
Hjælp! Vorherre sig forbarme!
Peer! Vi drukner —
PEER GYNT
Jeg er båren!
til en gildere død —
ÅSE
Javisst;
du blir sagtens hængt tilsidst!

(Rusker ham i håret.)
O. dir ubæst!
PEER GYNT
Hold nu fred;
her er glat og slim på bunden.
ÅSE
Asen!
PEER GYNT
Ja brug bare munden;
det gør ingen mand fortred.
Så; nu skår det atter op —
ÅSE
Slip ej taget!
PEER GYNT
Hejsan, hop!
Vi skal lege Peer og bukken; —

(galloperende)
Jeg er bukken, du er Peer!
ÅSE
Å, jeg ved ej af mig mer!
PEER GYNT
Ser du; nu er evjen rukken;

(vader iland)
giv så bukken pent et kys;
det får være tak for skyds —
ÅSE

(slår ham på øret)
Der er tak for skydsen!
PEER GYNT
Au!
Den betaling var for snaud!
ÅSE
Slip mig!
PEER GYNT
Først til bryllupsgården.
Vær min talsmand. Du er klog;
snak med ham, den gamle dåren;
sig Mads Moen er et drog —
ÅSE
Slip!
PEER GYNT
Og sig ham så tilslut,
hvad Per Gynt er for en gut.
ÅSE
Ja, det kan du bande på!
Du skal vakkert skudsmål få.
Skildres skal du for og agter;
alle dine fandens fagter
skal jeg nævne grejdt og grant —
PEER GYNT
Så?
ÅSE

(sparker i arrighed)
Jeg skal ej stagge munden,
fød den gamle hidser hunden
på dig, som var en fant!
PEER GYNT
Hm; så får jeg gå alene.
ÅSE
Ja, men jeg skal komme efter!
PEER GYNT
Snille moer, du har ej kræfter —
ÅSE
Ikke det? Jeg er så sindt,
at jeg kunde knuse stene!
Hu, jeg kunde æde flint!
Slip mig!
PEER GYNT
Ja, ifald du lover —
ÅSE
Intet! Jeg vil med der over.
De skal vide, hvem du er!
PEER GYNT
Nej, du får nok vente her.
ÅSE
Aldri! Jeg vil med i laget
PEER GYNT
Får ej lov.
ÅSE
Hvad vil du gjøre?
PEER GYNT
Sette dig på kværnetaget

(sætter hende derop. ÅSE skriger).

ÅSE
Løft mig ned!
PEER GYNT
Ja vil du hø – ?
ÅSE
Sludder!
PEER GYNT
Snille moer, jeg beer —
ÅSE

(kaster en græstørv efter ham)
Løft mig ned på timen, Peer!
PEER GYNT
Turde jeg, så visst jeg vilde.

(nærmere)
Husk nu på at sidde stille.
Ikke spark og spænd med benene;
ikke riv og rusk i stenene, —
eller kan det gå dig ilde;
du kan dratte ned.
ÅSE
Dit bæst!
PEER GYNT
Ikke spræl!
ÅSE
Gid du var blæst
som en bytting ut af verden!
PEER GYNT
Fy da, moer!
ÅSE
Tvi
PEER GYNT
Giv mig heller
din velsignelse til færden.
Vil du? Hvad?
ÅSE
Jeg vil dig dænge,
om du end er nok så stor!
PEER GYNT
Ja, far vel da, kære moer!
Hav nu tål; jeg blir ej længe.

(Går, men vender sig, løfter fingeren formanende og siger.)
Husk så på du ikke spræller!

(går).

ÅSE
Peer! – Gid hjælpe mig, nu går han!
Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,
vil du høre! – Nej, der skrår han over jordet – !

(Skrigende.)
Hjælp! Jeg svimler!

(to kærringer med sække på ryggen kommer nedover til kværnen).

FØRSTE KÆRRING
Kors; hvem skriger?
ÅSE
Der er mig!
ANDRE KÆRRING
Åse! Se, – så høyt på strå?
ÅSE
Dette her vil lidt forslå; —
snart Gud bedre mig, jeg himler!
FØRSTE KÆRRING
Signe rejsen!
ÅSE
Hent en stige;
jeg vil ned! Den fandens Peer —
ANDRE KÆRRING
Sønnen jers?
ÅSE
Nu kan I sige,
I har set, hvor han sig ter.
FØRSTE KÆRRING
Vi skal vidne.
ÅSE
Hjælp mig bare;
jeg vil bent til Hægstad fare —
ANDEN KÆRRING
Er han der?
FØRSTE KÆRRING
Så blir I hævnet;
smeden kommer og til stævnet.
ÅSE

(vrider hænderene)
Å, Gud trøste mig for gutten;
de tar livet hans til slutten!
FØRSTE KÆRRING
Ak, den lod er tidtnok drøftet;
trøst jer med, det er så laget!
ANDEN KÆRRING
Hun er rent fra sans og vid.

(Råber opover.)
Ejvind, Anders! Hej, kom hid!
EN MANDSSTEMME
Hvad er fat?
ANDEN KÆRRING
Peer Gynt har løftet
moer sin op på kværnetaget!
__________________________


(En liten højde med busker og lyng. Bygdevejen går bagenfor; et gærde skiller imellem.)

PEER GYNT
Der ligger Hægstad. Snart er jeg fremme.

(Stiger halvt over; så betænker han sig.)
Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme?

(Skygger for øjnene og ser bortover.)
Nei. Sendingsfolk myldrer tilgårde som myg. —
Hm, det er kanske rettest jeg vender.

(Trækker atter benet til sig).
Stødt så flirer de bag ens ryg,
og tisker, så det tvers igennem en brænder.

(Går nogle skridt fra gærdet og river tankespredt i løvet.)
Den som havde noget stærkt at drikke.
Eller den, som kunde gå uformærkt. —
Eller den, som var ukendt. – Noget rigtig stærkt
var bedst, for så bider latteren ikke.

(Ser med engang ligesom forskremt omkring sig; derpå skjuler han sig imellem buskene. Nogle folk med sendingskost går forbi nedover mod bryllupsgården.)

EN MAND

(i samtalen)
Faer hans var fordrukken, og moer hans er låk.
EN KONE
Ja, så får en ikke undres på at gutten blir et drog.

(Folkene går videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skamrød i ansigtet og kiger efter dem.)

PEER GYNT

(sagte)
Å, lad dem snakke!
De kan da vel ikke livet av mig rakke.

(Kaster sig ned i lyngbakken, ligger længe på ryggen med hændene under hovedet og stirrer op i luften.)
For en underlig sky. Den ligner en hest.
Der er mand på med, – og sadel – og grime. —
Bagefter rider en kærringpå en lime.

(Ler småt ved sig selv.)
Det er moer. Hun skælder og skriegr: dir bæst;
hejda, Peer! —

(Lidt efter lidt lukker han øjnene.)
Ja, nu er hun bange. —
Peer Gynt rider først, og der følger ham mange. —
Hesten har sølvtop og guldsko fire.
Selv har han handsker og sabel og slire.
Kåben er sid og med silke foret.
Gilde er de, som ham følger i sporet.
Ingen dog sidder så stout på folen.
Ingen dog glittrer som han imod solen. —
Neder står folk i klynger langs gærdet,
løfter på hatten og glaner ivejret.
Kvinderne nejer sig. Alle kan kende
kejser Peer Gynt og hans tusende svende.
Tolvskillingsstykker og blanke marker
ned han som småsten på vejen sparker.
Rige som grever blir alle i bygden.
Peer Gynt rider tvers over havet i højden.
Engellands prins står på stranden og venter.
Det samme gør alle Engellands jenter.
Engellands stormænd og Engellands kejser,
der Peer rider frem, sig fra højbordet rejser.
Kejseren letter på kronen og siger —
ASLAK SMED

(til nogle andre, idet de går forbi hinsides gærdet)
Nej, se da; Peer Gynt, det drukne svin – !
PEER GYNT

(farer halvt ivejret)
Hvad, kejser – !
SMEDEN

(læner sig til gærdet og smågriner)
Rejs på dig, gutten min!
PEER GYNT
Hvad djævelen! Smeden! Hvad godt vil du?
SMEDEN

(til de andre)
Lunde-sviren hænger nok i ham endu.
PEER GYNT

(springer op)
Gå med det gode.
SMEDEN
Jeg skal så, ja.
Men karl, hvor kommer de sidst ifra?
Sex uger væk. Var du bergtagen? Hvad!
PEER GYNT
Jeg har gjort underlige gerninger, smed!
SMEDEN
Lad os høre, Peer!

(Blinker til de andre.)

PEER GYNT
Kommer ingen ved.
SMEDEN

(lidt efter)
Du skal vel til Hægstad?
PEER GYNT
Nej.
SMEDEN
En tid
de sagde, jenten derborte var dig blid.
PEER GYNT
Du svarte kortp – !
SMEDEN

(viger lidt)
Ikek harm dig, Peer!
Har Ingrid vraget dig, så finds jo fler – ;
tænk; søn til Jon Gynt! Følg med tilgårds;
der kommer både ung-lam og enker tilårs —
PEER GYNT
Til helved – !
SMEDEN
Du finder nok en som vil ha’e dig. —
God kveld! Nu hilser jeg bruden fra dig. —

(De går under latter og hvisken.)

PEER GYNT

(ser efter dem, gør et kast og vender sig halvt om)
For mig kan Hægstad-jenten sig gifte
med hvem hun vil. Jeg er lige sæl!

(Ser nedover sig.)
Brogen revnet. Fillet og fæl. —
Den, som havde noget nyt at skifte.

(Stamper i bakken.)
Kunde jeg med et slagtertag
rive dem ringeagten ud af bringen!

(Ser sig plutslig om.)
Hvad er det? Hvem er det, som flirer derbag?
Hm, jeg syntes så visst – . Nej, det var nok ingen. —
Jeg vil hjem til moer.

(Gåt opover, men standser igen og lytter mod bryllupsgården.)
De spiller til dans!

(Stirrer og lytter; går skridtvis nedover; øjnne lyser; han gnider sig langsad benene.)
For et mylder av jenter! Syv-otte tilmands!
Å, piskende død, – jeg må med i laget! —
Men moer, som sidder på kværnetaget —

(øjnene drages nedover igen; han hopper og ler).
Hejsan, hvor hallingen går over tråkken!
Ja, han Guttorm med felen er glup!
Det låter og sprætter, som fos i et stup.
Og så hele den glittrende jenteflokken! —
Ja piskande død må jeg med i laget!

(Sætter med et spring over gærdet og nedover vejen.)

__________________________

(Tunet på Hægstad. Stuebygningen længst tilbake. Mange gæster. Dansen går livligt borte på græsvolden. Spillemanden sidder på et bord. Køgemesteren står i døren. Kokkekoner går frem og tilbake mellom bygningene; ældre folk sidder hist og her i samtale.)

EN KONE

(tager plads i en klynge, siddende på nogle tømmerstokke)
Bruden? Å, ja visst græder hun lidt;
men det skal en aldri ændse.
KØGMESTEREN

(i en anden flok)
Nu får I, godtfolk, på dunken lænse.
EN MAND
Tak, som byder; men du skænker for tidt.
EN GUT

(til spillemanden, idet han flyver forbi med en jente ved hånden)
Hejsan, Guttorm, spar ikke strengene!
JENTEN
Stryg, så det ljomer udover engene.
JENTER

(i ring om en gut, som danser)
Gjildt kast var det!
EN JENTE
Han er spenstig i læggen!
GUTTEN

(dansende)
Her her højt til loftet og vidt til væggen!
BRUDGOMMEN

(smågredende, nærmer sig faderen, som står i samtale med et par andre, og trækker ham i trøjen)
Hun vil ikke, faer; hun er så kaut!
FADEREN
Hvad vil hun ikke?!
BRUDGOMMEN
Hun har stængt sig inde.
FADEREN
Nå, så se du kan nøglen finde!
BRUDGOMMEN
Jeg ved ikke vejen!
FADEREN
Du er et naut!

(Vender sig til de andre igjen. Brudgommen driver bortover tunet.)

EN GUT

(fra bagsiden af huset)
Jenter! Nu kommer der liv i tingen!
Peer Gynt er på gården!
SMEDEN

(der nys er trådt til)
Hvem har bedt ham?
KØGENMESTEREN
Ingen.
SMEDEN

(til de andre)
Nej; vi lader, som vi aldri så ham.
PEER GYNT

(kommer livfuld og hed, standser midt for flokken og slår i hænderene)
Hvem er den sprækeste jente i ringen?
EN ENKELT

(til hvem han nærmer sig)
Ikke jeg.
EN ANDEN

(ligeså)
Ikke jeg.
EN TREDJE
Ja, jeg ikke heller.
PEER GYNT

(til den fjerde)
Så kom da du, før en bedre sig melder
JENTEN

(vender sig)
Har ikke tid.
PEER GYNT

(til en femte)
Så du!
ENTEN

(idet hun går)
Jeg skal hjem.
PEER GYNT
I kveld? Er du rent fra sans og samling?
SMEDEN

(lidt efter, halvhøjt)
Peer; der går hun til dans med en gamling.
PEER GYNT

(vender sig raskt til en ældre mand)
Hvor er de ledige, du?
MANDEN
Find dem frem.

(Går fra ham.)

(Peer Gynt er med et bleven stille. Han skotter skult og sky mod flokken. Alle ser på ham, men ingen taler. Han nærmer sig andre klynger. Hvor han kommer bliver der taushed; fjerner han sig, smiler man og ser efter ham.)
Hvem har bedt ham?
PEER GYNT

(sagte)
Øjekast; sylhvasse tanker og smil.
Det gnisler, som sagbladet under en fil!

(Han stryger sig langs gærdet. SOLVEJG, med lille Helga ved hånden, kommer ind på tunet ifølge med forældrene.)

END MAND

(til en anden i nærheden af Peer Gynt)
Se indflytterfolket.
DEN ANDEN
De vesterfra?
FØRSTE
Ja, de fra Hedalen.
ANDEN
Rigtig, ja!
PEER GYNT

(træder ivejen for de kommende, peger på SOLVEJG og spørger manden)
Får jeg danse med datteren din?
MANDEN

(stille)
Får så; men først må vi ind og hilse på folket i huset.

(De går ind.)

KØGEMESTEREN

(til Peer Gynt, idet han byder drikke)
Er du kommen, skal du vel stikke på kruset?
PEER GYNT

(ser ufravendt efter de gående)
Tak; jeg skal danse. Jeg har ingen tørst.

(Køgenmesteren går fra ham. Peer Gynt ser mod huset og ler.)
Hvor lys! Nej, skulde du set en slig!
Skotted ned på skoen og det hvide sprede – !
Og så holdt hun i moderems skørteflig,
og bar en samlebog svøbt i et klæde – !
Jeg må se på den jenten.

(Vil ind i stuen.)

EN GUT

(kommer med flere derfra)
Peer, går du alt fra dansen?
PEER GYNT
Nej.
GUTTEN
Men så stævner du galt!

(Tager ham i akslen for at vende ham.)

PEER GYNT
Lad mig slippe forbi!
GUTTEN
Er du ræd for smeden
PEER GYNT
Jeg ræd?
GUTTEN
Ja, du minds vel på Lunde forleden?

(Flokker ler og går ned på danseplassen.)

SOLVEJG

(i døren)
Du er visst den gutten, som vilde danse?
PEER GYNT
Ja vel er jeg det; kan du ikke sanse?

(tager henne i hånden)
Kom så
SOLVEJG
Ikke for langt, sa’e moer!
PEER GYNT
Sa’e moer? Se’e moer! Er du født ifjor?
SOLVEJG
Du gjør nar – !
PEER GYNT
Du er dog en unge næsten
Er du voxen?
SOLVEJG
Jeg gik ivåres til presten.
PEER GYNT
Sig navnet dit, tøs, så snakker vi lettere.
SOLVEJG
Jeg heder Solvejg. – Og hvad heder du?
PEER GYNT
Peer Gynt
SOLVEJG

(trækker hånden til sig)
Å, kors da?
PEER GYNT
Hvad er det nu?
SOLVEJG
Mit strømpebånd er løst; jeg må binde det tættere.

(Går fra ham.)

BRUDGOMMEN

(trekker i sin moder)
Moer, hun vil ikke – !
MODEREN
Vil ikke? Hvad?
BRUDGOMMEN
Vil ikke, moer!
MODEREN
Hvad?
BRUDGOMMEN
Lette på låsen.
FADEREN

(sagte og arrig)
Å, du var værd at bindes i båsen!
MODEREN
Nå, skæld ikke. Stakkar, han blir nok bra’.

(De går bortover.)

EN GUT

(som kommer med en hel sværm fra dansepladsen)
Lidt brændevin, Peer?.
PEER GYNT
Nej.
GUTTEN
Bare lidt?
PEER GYNT

(ser mørkt på ham)
Har du noget?
GUTTEN
Det kunde nok hende

(trækker en lommeflaske frem og drikker).
Åh! hvor det river! – Nå?
PEER GYNT
Lad mig kende.

(Drikker.)

EN ANDEN
Nå får du også smage på mit.
PEER GYNT
Nej.
DEN SAMME
Å, snak; vær nu ingen tåbe.
Drik du, Peer!
PEER GYNT
Så giv mig en dråbe.

(Drikker igen.)

EN JENTE

(halvsagte)
Kom lad os gå.
PEER GYNT
Er du ræd for mig, tøs?
EN TREDJE GUT
Hvem er ikke ræd for dig?
EN FJERDE
På Lunde viste du jo hvad konster du kunde.
PEER GYNT
Jeg kan mer end som så, når jeg først slår mig løs!
FØRSTE GUT

(hviskende)
Nu kommer han sig!
FLERE

(slår kreds on ham)
Fortæl; fortæl!
Hvad kan du?
PEER GYNT
Imorgen – !
ANDRE
Nej, nu ikveld!
EN JENTE
Kan du hekse, Peer?
PEER GYNT
Jeg kan mane fanden!
EN MAND
Det har bestemor kunnet før jeg blev født!
PEER GYNT
Løgnhals! Hvad jeg kan, kan ingen anden.
Jeg har engang manet ham ind i en nødd.
Den var ormstukken, ser I!
FLERE

(leende)
Det er grejdt at skønne!
PEER GYNT
Han banded og græd og vilde mig lønne
med ligt og uligt —
EN I FLOKKEN
Men måtte derinde?
PEER GYNT
Ja vel. Jeg dytted hullet med en pind.
Hej; I skulde hørt ham surre og rumle!
EN JENTE
Nej tænk!
PEER GYNT
Det var plent som en hører en humle.
JENTE
Har du ham endnu i nødden?
PEER GYNT
Nej,
nu er den djævel strøgen sin vej.
Det er hans skyld at smeden har lagt mig for had.
EN GUT
Så, du?
PEER GYNT
Jeg gik til smidjen og bad
han vilde knække den nøddeskallen.
Det lovte han; lagde den bort på pallen;
men Aslak er nu så hårdhendt, han; —
og stødt så skal han nu bruge slæggen —
EN STEMME FRA FLOKKEN
Slo han fanden ihjæl?
PEER GYNT
Han slog som en mand.
Men fanden hyttede sig, for som en brand
tvers gennem taget og kløvte væggen.
FLERE
Og smeden – ?
PEER GYNT
Stod der med stegte hænder.
Siden den dag var vi aldri venner.

(Almindelig latter.)

NOGLE
Den ræglen er god!
ANDRE
Den er snart hans beste!
PEER GYNT
Tror I, jeg digter ihob?
EN MAND
Å nej,
det er du fri for; jeg kender det meste
fra farfar —
PEER GYNT
Løgn! Det er hændt med mig!
MANDEN
Det er jo alting.
PEER GYNT

(med et slæng)
Hej, jeg kan ride
rakt gennem luften på gilde heste!
Å, jeg kan mangeting, jeg, skal I vide.

(Skoggerlatter igen.)

EN I FLOKKEN
Peer, rid lidt i luften!
MANGE
Ja, kære Peer Gynt —
PEER GYNT
I har ikke nødig at trygle så tyndt.
Jeg skal ride som et uvejr over jer alle!
Hele sognet skal mig tilfode falde!
EN ÆLDRE MAND
Nu er han rivende gal.
EN ANDEN
De fæ!
EN TREDJE
Storskryder
EN FJERDE
Løgnhals
PEER GYNT

(truer mod dem)
Ja vent, skal I se!
EN MAND

(halvdrukken)
Ja vent; du skal få dig en børstet trøje!
FLERE
En mørbanket ryg! Et blåmalet øje!

(Sværmen spreder sig, de ældre i vrede, de yngre under spot og latter.)

BRUDGOMMEN

(tæt inved ham)
Du, Peer, er de sandt du kan ride i luften?
PEER GYNT

(kort)
Alting, Mads! Du må tro, jeg er kar’, jeg.
BRUDGOMMEN
Så har du vel også usynligheds-kuften?
PEER GYNT
Hatten, mener du? Ja, den har jeg.

(Vender sig fra ham. Solvejg går over tunet med Helga ved hånden.)

PEER GYNT

(mod dem; det lysner i ham)
Solvejg! Å, det er godt du kommer!

(Griber hende om håndledet.)
Nu skal jeg svinge dig spræk og gild!
SOLVEJG
Slip mig!
PEER GYNT
Hvorfor?
SOLVEJG
Du er så vild.
PEER GYNT
Vild er renbukken med, når det gryr mod sommer.
Kom så, jente; vær ikke tvær!
SOLVEJG
Tør ikke.
PEER GYNT
Hvorfor?
SOLVEJG
Nej, du har drukket.

(Går bortover med Helga.)

PEER GYNT
Den, som havde sit knivblad stukket
tvers igennem dem, – en og hver!
BRUDGOMMEN

(puffer ham med albuen)
Kan du ikke hjelpe mid ind til bruden?
PEER GYNT

(tankestredt)
Bruden? Hvor er hun?
BRUDGOMMEN
På stabburet.
PEER GYNT
Nå.
BRUDGOMMEN
Å, du Peer Gynt, du får friste på!
PEER GYNT
Nej, du får væew min hjælp foruden.

(En tanke skyder op i ham; han siger sagte og hvast:)
Ingrid på stabburet?

(nærmer sig Solvejg)
Har du betængt dig?

(Solvejg vil gå; han træder ivejen.)
Du skæms, fordi jeg ser ud som en fant.
SOLVEJG

(hastig)
Det gør du ikke; det er ikke sandt!
PEER GYNT
Jo! Og så er jeg ldt på en kant;
men det var på trods, for du havde krænkt mig.
Kom så!
SOLVEJG
Tør ikke nu, om jeg vilde!
PEER GYNT
Hvem er du ræd for?
SOLVEJG
Mest for faer.
PEER GYNT
Faer? Ja vel; han er af de stille!
Hælder han med øret? Havd? – Nå svar!
SOLVEJG
Hvad skal jeg svare?
PEER GYNT
Er faer din læser?
Er ikke du og moer din med?
Nå, vil du svare!
SOLVEJG
Lad mig gå ifred
PEER GYNT
Nej

(dæmpet, men hvast og skræmmende).
Jeg kan skabe mig om til trold!
Jeg skal komme for sengen din inat klokken tolv.
Hører du nogen, som hvæser og fræser,
så må du ikke bilde dig ind det er katten.
Det er mig, du! Jeg tapper dit blod i en kop;
og din vesle syster, hende æder jeg op;
ja, for du skal vide, jeg er varulv om natten; —
jeg skal bide dig over lænder og ryg —

(slår på engang om og beder som i angst:)
Dans med mig, Solvejg!
SOLVEJG

(ser mørkt på ham)
Nu var du styg.

(Går ind i stuen.)

BRUDGOMMEN

(kommer drivende igen)
Du skal få en stud, vil du hjælpe mig!
PEER GYNT
Kom!

(De går bag huset. Idetsamme kommer en stor flok fra dansepladsen; de fleste er drukne. Larm og opstyr. Solvejg, Helga og forældrene kommer med endel ældre folk ud i døren.)

KØGMESTEREN

(til smeden, som er fremst i flokken)
Hold fred!
SMEDEN

(trækker trøjen af)
Nej, nu skal her æskes dom.
Peer Gynt eller jeg skal i bakken bændes.
NOGLE
Ja, lad dem nappes!
ANDRE
Nej, bare skændes!
SMEDEN
Næver må til; her båder ej ord.
SOLVEJGS FADER
Styr dig, mand!
HELGA
Vil de slå ham, moer?
EN GUT
Lad oss heller gøgle med alle hans løgne!
EN ANDEN
Sparke ham af laget!
EN TREDJE
Spytte ham i øjne!
EN FJERDE

(til smeden)
Stikker du op, du?
SMEDEN

(kaster trøjen fra sig)
Øget skal slagtes!
INDFLYTTERKONEN

(til Solvejg)
Der kan du se hvor den tomsingen agtes.
ÅSE

(kommer med en kæp i hånden)
Er sønnen min her? Nu skal han ha’e stryg!
Nej, hvor inderlig jeg skal dænge ham!
SMEDEN

(brætter skorteærmene op)
Til slig en krop er påsken for myg.
NOGLE
Smeden vil dænge ham!
ANDRE
Flænge ham!
SMEDEN

(spytter i henderene og nikker til ÅSE)
Hænge ham!
ÅSE
Hvad? Hænge min Peer! Ja, prøv, om I tør! —
ÅSE og jeg vi har tænder og klør! —
Hvor er han?

(Råber henover tunet.)
Peer!
BRUDGOMMEN
Å, Guds død og plage!
Kom, faer og moer, og – !
FADEREN
Hvad er ivejen?
BRUDGOMMEN
Tænk, Peer Gynt – !
ÅSE

(skriger)
Har de taget ham afdage?
BRUDGOMMEN
Nej, Peer Gynt – ! Se, oppover hejen —
MÆNGDEN
Med bruden
Med bruden!
ÅSE

(lader kæppen synke)
Det ubæst
SMEDEN
I bratteste fjeldet
klyver han, jda-Gud, på gedens vis!
BRUDGOMMEN

(grædende)
Han bær’hende, moer, som en bær’en gris!
ÅSE

(truer op til ham)
O, gid du faldt ned og !

(Skriger i angst.)
Træd varsomt i hældet!
HÆGSTADBONDEN

(kommer barhovedet og hvid af vrede)
Jeg tager hans liv for det bruderov!
ÅSE
Å nej Gud straffe mig om I får lov!

ANDEN HANDLING

(En trang fjeldsti højt oppe. Det er tidlig morgen. Peer Gynt går ilsomt og uvillig langs stien, Ingrid, halvt brudepyntet, søger at holde han tilbage.)

PEER GYNT
Gå ifra mig!
INGRID

(grædende)
Efter dette!
Hvor?

(vrider hænderene)
O, hvad svig!
PEER GYNT
Unyttig trætte.
Hver får gå sin egen vej.
INGRID
Brot – og brot igen os binder!
PEER GYNT
Djævlen stå i alt, som minder!
Djævlen stå i alle kvinder, —
uden en—!
INGRID
Hvem er den ene?
PEER GYNT
Ikke dig.
INGRID
Hvem er det da?
PEER GYNT
Gå! Gå did du kom ifra!
Fort! Til faren din!
INGRID
Kære, vene – !
PEER GYNT
Ti!
INGRID
Du kan umuligt mene,
hvad du siger.
PEER GYNT
Kan og vil.
INGRID
Lokke først, – og så forskyde!
PEER GYNT
Og hvad kår har du at byde?
INGRID
Hægstad gård og mere til.
PEER GYNT
Har du salmebog i klædet?
Har du guldfaks over nakken?
Skotter du nedover spredet?
Holder du din moer i stakken?
Svar!
INGRID
Nej; men – ?
PEER GYNT
Gik du til presten
nu ivår da?
INGRID
Nej, men Peer – ?
PEER GYNT
Har du blygsel over øjet?
Kan du nægte, når jeg beer?
INGRID
Kors; jeg tror, hans vid er fløjet – !
PEER GYNT
Blir der helg, når en dig ser?
Svar!
INGRID
Nej, men —
PEER GYNT
Hvad er så resten!?

(Vil gå.)

INGRID

(træder ivejen)
Ved du, det er halsløs dåd,
hvis du sviger?
PEER GYNT
Får då være.
INGRID
Du kan vinde gods og ære,
hvis du taer mig —
PEER GYNT
Har ej råd.
INGRID

(brister i tårer)
O, du lokked – !
PEER GYNT
Du var villig!
INGRID
Trøstløs var jeg!
PEER GYNT
Jeg var yr.
INGRID

(truende)
Ja, men boden blir dig dyr!
PEER GYNT
Dyrest bod får kaldes billig.
INGRID
Står du fast ved dit?
PEER GYNT
Som sten.
INGRID
Godt; så se da, hvem som vinder!

(Går nedover.)

PEER GYNT

(tier en stund; med et skriger han)
Djævelen stå i alt, som minder!
Djævelen stå i alle kvinder!
INGRID

(drejer hovedet og råber hånligt op)
Uden en.
PEER GYNT
Ja; uden en.

(De går hver sin vej.)

(Ved et fjeldvand; det er blødt og myrlændt omkring. Et uvejr trækker op. ÅSE, fortvilet, råber og ser sig til alle sider. Solvejg har ondt for at holde tridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et stykke bagefter.)

ÅSE

(fægter med armene og river sig i håret)
Alting er imod mig med vredens vælde!
Himmel og vand og de stygge fjelde!
Himlen vælter skodde for at forvilde ham!
Det lumske vand vil ved livet skille ham!
Fjeldene vil slå ham med skred og rap;
og så menneskene! De er ude på drab!
Nej-Gud om de skal! Jeg kan ikke miste ham!
O, den bytting; at fanden skulde friste ham!

(Vender sig til Solvejg.)
Ja, er det ikke rent utænkelig, sligt?
Han, som stødt for med løgn og digt; —
han, som bare i munden var stærk;
han, som aldri har prøvet et dugeligt værk; —
han – ! En kunde både græde og le! —
O, vi holdt sammen i nød og ve.
Ja, for du skal vide, manen min drak,
for bygden rundt med dårskab og snak,
ødte og trådte vår velstand under fod.
Og imens sad jeg og Vesle-Peer hjemme.
Vi vidste ikke bedre råd, end at glemme;
for det falder mig så svært at stå rigtig imod.
Det er så fælt at se skæbnen under øjne;
og så vil en jo gerne ryste sorgene af sig,
og prøve som bedst at skyde tankerene fra sig.
En bruger brændevin, en anden bruger løgne;
å, ja! Så brugte vi eventyr
om prinser og trolde og alleslags dyr.
Om bruderov med. Men hvem kunde tænkt,
de fandens rægler skulde i ham hængt?

(Forfærdet igen.)
Hu, for et skrig! Det er nøkken eller draugen!
Peer! Peer! – Der oppe på haugen – !

(Løber opover en liden højde og ser over vanedt. Indflytterfolkene kommer til.)

ÅSE
Ikke spor at se!
MANDEN

(stille)
Det er værst for ham.
ÅSE

(grædende)
Ak, min Peer! Mit fortabte lam!
MANDEN

(nikker mildt)
Ja, rigtig. Fortabt.
ÅSE
Nej, snak ikke slig!
Han er glup. Der er ingen ham lig.
MANDEN
Du dårlige kvinde!
ÅSE
Å-ja, å-ja;
jeg er dårlig; men gutten er bra’!
MANDEN

(altid dæmpet og med milde øjne)
Hans sind er forhærdet; hans sjæl er tabt.
ÅSE

(angst)
Nej, nej da! Så hård er Vorherre knapt!
MANDEN
Tror du han kan for sin syndegæld sukke?
ÅSE

(ivrig)
Nej, men han kan ride i luften på bukke!
KONEN
Kors, I er gal?
MANDEN
Hvad siger I, moer?
ÅSE
Ingen gerning er ham for stor.
I skal se, får han bare leve så længe —
MANDEN
Bedst var det, I så ham i galgen hænge.
ÅSE

(skriger)
Kors i Jesu navn!
MANDEN
Under mestermands hænder,
tør ske, at hans sind sig til anger vender.
ÅSE

(fortumlet)
Å, I snakker mig snart i svime!
Vi må finde ham!
MANDEN
Frelse hans sjæl.
ÅSE
Og krop!
Sidder han i myren, må vi drage ham op;
er han bergtagen, må vi efter ham kime.
MANDEN
Hm! – Her er fævej —
ÅSE
Gud lønne jer rigt,
at I hjælper mig tilrette!
MANDEN
Det er kristenpligt.
ÅSE
Tvi; da er de hedningnger alle de andre!
Der var ikke en, som med vilde vandre —
MANDEN
De har kendt ham for godt.
ÅSE
Han var dem for gild!

(Vrider hænderne.)
Og tænk, – og tænk, hans liv står på spil!
MANDEN
Her er spor af mandefod.
ÅSE
Her må vi lede!
MANDEN
Under sæteren vor vil vi flokken sprede.

(Han og konen går foran.)

SOLVEJG

(til ÅSE)
Fortæl mig lidt mere.
ÅSE

(tørrer øjnene)
Om sønnen min?
SOLVEJG
Ja; – alting!
ÅSE

(smiler og knejser med nakken)
Alting? – Træt blev du da!
SOLVEJG
Før blir I træt af talen at føre,
end jeg af at høre.
__________________________

(Lave træløse højder opunder fjeldvidden; tinder længere borte. Skyggerne falder lange; det er sent på dagen.)

PEER GYNT
Hele sognet er efter i en flok!
De har væbnet sig både med rifle og stok..
Fremst kan en høre Hægstadgubben tude. —
Nu spørges det vidt at Peer Gynt er ude!
Det er noget andet end at baske med en smed!
Det er liv! En blir bjørn i hver et led.

(Slår om sig og springer ivejret.)
Bryde, vælte, stemme fossen imod!
Slå! Rykke furuen op med rod!
Det er liv! Det kan både hærde og højne!
Til helved med alle de vasne løgne!
TRE SÆTERJENTER

(løber over bakkerne, skrigende og syngende)
Trond i Valdfjeldet! Bård og Kåre!
Troldpak! Vil I sove i armene vore??
PEER GYNT
Hvem skriger I efter?
JENTERNE
Efter trold! Efter trold!
FØRSTE JENTE
Trond! Far med lempe!
ANDEN
Bård! Far med vold!
TREDJE JENTE
I sælet står alle koverne tomme!
FØRSTE JENTE
Vold er lempe.
ANDEN JENTE
Og lempe er vold!
TREDJE JENTE
Fattes der gutter, en leger med trold!
PEER GYNT
Hvor er gutterne da?
ALLE TRE

(skoggerleende)
De kan ikke komme.
FØRSTE JENTE
Min kaldte mig både for kærest og frenke.
Nu er han gift med en halvgammel enke.
ANDEN JENTE
Min mødte en tatertøs nord i lien.
Nu traver de to på fantestien.
TREDJE JENTE
Min tog løsungen vor afdage.
Nu står hans hoved og griner på en stage.
ALLE TRE
Trond I Valfjeldet! Bård og Kåre!
Troldpak! Vil I sove i arme vore?
PEER GYNT

(står med et spring imellem dem)
Jeg er tre hoders trold, og tre jenters gut!
JENTERNE
Er du slig karl, du?
PEER GYNT
I får dømme tilslut!
FØRSTE JENTE
Til sælet! Til sælet!
ANDEN JENTE
Vi har mjød!
PEER GYNT
Lad den flomme!
TREDJE JENTE
Denne lørdagsnat skal ingen kover stå tomme!
ANDEN JENTE

(kysser ham)
Han gnistrer og sprutter som glohede jernet.
TREDJE JENTE

(ligeså)
Som barneøjne fra svarteste tjernet.
PEER GYNT

(danser i flokken)
Hugen sturen og tanken kåd.
I øjet latter; i halsen gråd!
JENTERNE

(gør lange næser mod bergnuterne, skriger og synger)
Trond i Valsfjerldet! Bård og Kåre!
Troldpak! – Fik I sove i armene vore?

(De danser bortover højderne med Peer Gynt imellem sig.)

__________________________

(Mellem Ronderne. Solnedgang. Skinnende snetoppe rundt om. Peer Gynt kommer yr og forvildet.)

PEER GYNT
Slot over slot sig bygger!
Hej, for en skinnede port!
Stå! Vil du stå! Det rygger
længer og længer bort!
Hanen på fløjen løfter
vingerne sine til flugt;
alt blåner sig bort i kløfter,
og berget er låst og lukt. —
Hvad er det for stammer og rødder,
som vokser af åsens spræk?
Det er kæmper med hegrefødder!
Nu dåner de også væk.
Det vimrer, som regnbustrimer;
det skær mig i sind og syn.
Hvad er det, som langvejs kimer?
Hvad vægt på mit øjenbryn!
Hu, hvor det værker i panden. —
En bændende glohed ring – !
Jeg kan ikke mindesm hvem fanden
der brænedte mig den omkring!

(Segner ned.)
Flukt over Gjendin-eggen.
Digt og forbannet løgn!
Opover bratteste væggen
med bruden – og drukken et døgn;
jaget af høg og glenter,
truet af trold og sligt,
turet med galne jenter; —
løgn og forbandet digt!

(Stirrer længe opad.)
Der sejler to brune ørne.
Mod sør går de vilde gæs.
Og her skal jeg traske og tørne
i mudder og søl til knæs!

(Springer ivejret.)
Jeg vil med! Jeg vil vaske mig ren i
de hvasseste vindes bad!
Jeg vil højt! Jeg vil dukke mig ven i
det skinnende døbefad!
Jeg vil ud over seterbøen;
jeg vil ride mig skær tilsinds;
jeg vil fram over salte sjøen,
og højt over Engellands prins!
Ja, glan kun, I unge jenter;
min færd kommer ingen ved;
det er ikke gavn at I venter – !
Jo, kanske jeg svipper derned. —
Hvad nu da? De bruneørne – ?
Jeg mener fanden dem tog! —
Der rejser sig gavlens hjørne;
det højnes i hver en krog:
det vokser sig op af gruset; —
se, porten vidåpen står!
Ha, ha, nu kender jeg huset;
det er farfars nybygdte gård!
Væk er de gamle klude;
væk gærdet, som stod for fald.
Det glittrer fra hver en rude;
der er lag i den store sal.
Der hørte jeg provsten klaske
med knivryggen mod sit glas; —
der slængte kaptejnen sin flaske,
så spejlvæggen sprak i kans. —
Lad ødes; lad gå tilspilde!
Ti, moer; der er lige fedt!
Den rige Jon Gynt holder gilde;
hurra for den gynske æt!
Hvad er det for ståk og stønn?
Hvad er det for skrig og skrål?
Kaptejnen råbder på sønnen;
å, provsten vil drikke min skål.
Ind da, Peer Gynt, til dommen;
den lyder i sang og klang:
Peer Gynt, af stort est du kommen,
og til stort skalst du vorde engang!

(Springer fremad, men render næsen mod et bergstykke, falder og bliver liggende.)

__________________________

(En lid med store susende løvtrær. Stjerner blinker gennem løvet; fugle synger i trætoppene. En grønnklædt kvinde går i liden. Peer Gynt følger efter under allslags forelskede fagter.)

DEN GRØNKLÆDTE

(standser og vender sig)
Er det sandt?
PEER GYNT

(skærer med fingeren over struben)
Så sandt, som jeg heder Peer; —
så sandt, som du er en dejlig kvinde!
Vil du ha’e mig? Du skal se, hvor fint jeg mig ter;
du skal hverken træde væven eller spinde.
Mad skal du få, så du er færdig at sprække.
Aldri skal jeg dig i håret trække —
DEN GRØNKLÆDTE
Ikke slå mig heller?
PEER GYNT
Nej, var det ligt?
Vi kongsønner slår ikke kvindfolk og sligt.
DEN GRØNKLÆDTE
Er du kongsøn?
PEER GYNT
Ja.
DEN GRØNKLÆDTE
Jeg er Dovrekongens datter.
PEER GYNT
Er du det? Se, se; det træffter jo godt.
DEN GRØNKLÆDTE
Inde i Ronden har faer min sin slot.
PEER GYNT
Da har moer min et større, såvidt jeg fatter.
DEN GRØNKLÆDTE
Kjender du faer min? Han heder kong Brose.
PEER GYNT
Kjender du moer min? Hun heder dronning Åse.
DEN GRØNKLÆDTE
Når faer min er sindt, så sprækker fjelde.
PEER GYNT
De raport, bare moer min taer på at skælde.
DEN GRØNKLÆDTE
Faer min kan spænde under højeste hvælven.
PEER GYNT
Moer min kan ride gennem strideste elven.
DEN GRØNKLÆDTE
Har du anden klædning, end fillerne der?
PEER GYNT
Hå, du skulde se mine søndagsklæer!
DEN GRØNKLÆDTE
Jeg går til hverdags i guld og silke.
PEER GYNT
Det tykkes dog ligere stry og stilke.
DEN GRØNKLÆDTE
Ja, det er et du må komme ihug;
så er nu Rondefolkets skik og brug:
tvefold laget er alt vort eje.
Kommer du frem til min faders gård,
tør det hænde sig let, at du er påveje
til at tro, du i styggeste stenrøsen står.
PEER GYNT
Ja, er det ikke akkurat slig hos os?
Alt guldet vil tykkes dig rusk og bos;
og kanske vil du tro, hver glittrende rude
er en bylt af gamle hoser og klude.
DEN GRØNKLÆDTE
Svart tykkes hvidt, og stygt tykkes vent.
PEER GYNT
Stort tykkes lidt, og skident tykkes rent!
DEN GRØNKLÆDTE

(falder ham om halsen)
Ja, Peer, så ser jeg, vi to passer sammen!
PEER GYNT
Som benet og brogen; som håret og kammen.
DEN GRØNKLÆDTE

(råber bort i liden)
Brudehest! Brudehest! Kom, brudehesten min

(en kæmpestor gris kommer løbende med en tougstump til grime og en gammel sæk til sadel. Peer Gynt svinger sig op og tager den grønklædte foran sig).

PEER GYNT
Hejsan! Vi skal stryge gennem Rondeporten ind!
Rap dig, rap dir, min ganger god!
DEN GRØNKLÆDTE

(kjælen)
Ak, nylig gik jeg så stur og mod – .
Nej, en ved aldri hvad edr kan hændes!
PEER GYNT

(prygler grisen og traver afsted)
På ridestellet skal storfolk kendes!
__________________________

(Dovregubbens kongshal. Stor forsamling af hoftrolde, tomtegubber og hougmænd. Dovregubben i højsædet med krone og spir. Hans børn og nærmeste slægtninge til begge sider. Peer Gynt står for ham. Stærk røre i salen.)

HOFTROLDENE
Slagt ham! Kristenmands søn har dåret
Dovregubbens veneste mø!
EN TROLDUNGE
Må jeg skjære ham i fingeren?
EN ANDEN TROLDUNGE
Må jeg rive ham i håret?
EN TROLDJOMFRU
Hu, hej, lad mig bide ham i låret!
TROLDHEKS

(med en slev)
Skal han lages til sod og sø?
EN ANDEN TROLDHEKS

(med retterkniv)
Skal han steges på spid eller brunes i gryde?
DOVREGUBBEN
Isvand i blodet!

(Vinker sine fortrolige nærmere sig.)
Lad os ikke skryde.
Vi er gået tilagters i de senere år;;
vi ved ikke mer om det ramler eller står,
og folkehjælp skal en ikke fra sig skyde.
Desuden er gutten fast uten lyde,
og stærkbygget med, såvidt jeg ser.
Sandt nok, han har kun et eneste hode;
men datter min har jo heller ikke fler.
Tre hoders trolde går rent af mode;
selv tvehoder får en knapt øje på,
og de holder endda kun så som så.

(Til Peer Gynt.)
Altså, det er min datter, du kræver?
PEER GYNT
Din datter og riget i medgift, ja.
DOVREGUBBEN
Det halve får du, imens jeg lever,
og det andet halve når jeg engang falder fra.
PEER GYNT
Det er jeg nøjd med.
DOVREGUBBEN
Ja, stop, min gut; —
du har også nogle tilsagn at give.
Brydes et af dem, er hele pagten brudt,
og du slipper ikke herfra ilive.
For det første må du love, at du aldri ændser
hvad der ligger udefor Rondernes grænser;
dag skal du sky, og død og hver lysbar plet.
PEER GYNT
Får eg kaldes for konge, så holder det let.
DOVREGUBBEN
Dernæst, – nu vil jeg i kløgt dig prøve —

(reiser dig i sædet).

DET ÆLDSTE HOFTROLD

(til Peer Gynt)
Lad se, om du har en visdomstand,
som kan Dovregubbebs gådenødd kløve!
DOVREGUBBEN
Hva er forskellen mellem trold og mand?
PEER GYNT
Der er ingen forskel, så vidt jeg ser.
Stortrold vil stege og småtrold vil klore; —
ligeså hos os, hvis bare de turde.
DOVREGUBBEN
Sandt nok; vi er ens i det og mer.
Men morgen er morgen og kveld er kveld,
så forskel blir der nu lige vel. —
Nu skal du høre hvad det er for noget:
Derude, under det skinnende hvælv,
mellem mænd det heder: «Mand, vær dig selv!»
Herinde hos os mellem troldenes flok
det heder: «Trold, vær dig selv-nok!»
HOFTROLDET

(til Peer Gynt)
Øjner du dybden?
PEER GYNT
Det tykkes mig tåget.
DOVREGUBBEN
«Nok», min søn, det kløvende, stærke
ord må stå i dit våbenmerke.
PEER GYNT

(river sig bag øret)
Nej, men —
DOVREGUBBEN
Det må, skal du her vorde herre!
PEER GYNT
Ja, skidt; lad gå; det er jo ikke værre —
DOVREGUBBEN
Dernest må du lære at sætte pris
på vor jævne hjemlige levevis.

(Han vinker: to trolde med svinehoveder, hvide nathuer, o.s.v. bringer mad og drikke.)
Koen giver kager og studen mjød;
spørg ej om den smager sur eller sød;
hovedsagen er, det får du eh glemme,
den er brygget herhjemme.
PEER GYNT

(støder sagerne fra sig)
Fanden med eders hjemlige drik!
Jeg vænner mig aldri til landsens skik.
DOVREGUBBEN
Bollen følger med, og den er af guld.
Hvo guldbollen ejer, han er datter min huld.
PEER GYNT

(grundende)
Det står jo skrevet: du skal tvinge din natur; —
og i længden falder drikken vel mindre sur.
Lad gå!

(Føjer sig.)

DOVREGUBBEN
Se, det er fornuftig sagt.
Du spytter?
PEER GYNT
En får håbe på vanens magt.
DOVREGUBBEN
Dernæst må du kaste dine kristenmandsklæder;
thi det skal du vide til vort Dovres hæder:
her er alting fjerldvirket, ingenting fra dalen,
undtagen silkesløjfe yderst på halen.
PEER GYNT

(vred)
Jeg har ingen hale!
DOVREGUBBEN
Så kanst du få.
Hoftrold, bind han min søndagshale på.
PEER GYNT
Nej, om du får! Vil du gøre mig til nar?
DOVREGUBBEN
Bejl aldri til datter min med bagen bar.
PEER GYNT
Gøre mennesker til dyr!
DOVREGUBBEN
Min søn, du fejler;
jeg gør dig bare til en høvlig bejler.
Du skal få en brandgul sløjfe at bære,
og det gælder her for den højste ære.
PEER GYNT

(betænksomt)
Der siger jo, mennesket er kun et fnug.
Og lidt får en lempes efter skik og brug.
Bind væk!
DOVREGUBBEN
Du est en medgørlig fyr.
HOFTROLDET
Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!
PEER GYNT

(arrig)
Hå, vil I endnu til mere mig tvinge?
kræver I også min kristenmands-tro?
DOVREGUBBEN
Nej, den kan du gerne beholde i ro.
Troen går frit; den lægges ingen told på;
det er skorpen og snittet en skal kende et trold på.
Bare vi er ens i lader og klædsel,
kan du gerne kalde tro, hvad vi kalder rædsel.
PEER GYNT
Du er dog, de mange vilkår tiltrods,
mere rimelig karl, end en skulde frygte.
DOVREGUBBEN
Min sønn, vi trolde er bedre end vort rygte;
det er også en forskel mellem jer og os. —
Dog, endt er gildets alvorlige del;
nu vil vi ører og øjne fryde.
Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!
Dansemø, frem! Træd Dovrehallens fjæl!

(Spil og dans.)

HOFTROLDET
Hvad tykkes dig?
PEER GYNT
Tykkes? Hm —
DOVREGUBBEN
Tal uden frygt!
Hvad ser du?
PEER GYNT
Noget ustyggelig stygt:
Med kloven slår en bjeldeko tarmestrængt spil.
I stutthoser tripper en purke dertil.
HOFTROLDENE
Æd ham!
DOVREGUBBEN
Husk, han har menneskesanser!
TROLDJOMFRUER
Hu, riv af ham både øre og øje!
DEN GRØNKLEDTE

(grædende)
Huhu! Sligt må vi høre og døje,
når jeg og søster min spiller og danser!
PEER GYNT
Åhå; var det dig? Lidt spøg i gildet,
det ved du, er aldri så ilde met.
DEN GRØNKLEDTE
Tør du bande på det?
PEER GYNT
Både dansen og spillet
var katten kore mig, riktig pent.
DOVREGUBBEN
Det er underligt med den menneskeart;
den hænger i så mærkværdigt længe.
Får den i dyst med os en flænge,
sætter den vel ar, men den heles snart.
Min svigersøn er nu så føjelig som nogen;
villig har han kastet kristenmandsbrogen,
villig har han drukket mjødpokalen,
villig har han bundet bag på sig halen, —
så villig, kort sagt, til alt, hvad vi bad ham,
at trygt jeg tænkte, den gamle Adam,
var engang for alle på porten jaget;
men se, med et har han overtagt.
Ja-ja, min søn, så må du i kur
mod denne hersens menneskenatur.
PEER GYNT
Hvad vil du gjøre?
DOVREGUBBEN
I venstre øjet,
jeg risper dig lidt, så ser du skævt;
men alt det du ser, tykkes gildt og gævt.
Så skærer jeg ud den højre ruden —
PEER GYNT
Er du drukken?
DOVREGUBBEN

(lægger noge skarpe redskaper på bordet)
Her ser du glasmesterøjet.
Spjeld skal du få, som den olme studen.
Da vil du skønne, hun er dejlig, bruden, —
og aldri vil synet dit kverves, som før,
af trippende purker og bjeldekør —
PEER GYNT
Det er galmands snakk!
DET ÆLDSTE HOFTROLD
Det er Dovregubbens tale;
han er den vise og du dem gale!
DOVREGUBBEN
Tænk efter, hvor megen fortræd og plage
du kan fri dig for mellem år og dage
Kom dog ihug, at synet er kilden
til grådens argende beske lud.
PEER GYNT
Sandt nok; og der står i huspostillen:
forarger dig øjet, så slå det ud.
Hør! Sig mig, når heles så synet igen
til menneskesyn?
DOVREGUBBEN
Ingensinde, min ven.
PEER GYNT
Nå, så! Ja, så siger jeg tak for mig.
DOVREGUBBEN
Hvad vil du udenfor?
PEER GYNT
Gå min vej.
DOVREGUBBEN
Nej, stop! Det er letvindt at slippe herind!
men udad går ikke Dovregubbens grind.
PEER GYNT
Du vil da ikke tvinge mig voldeligt?
DOVREGUBBEN
Hør nu, og vær fornuftig, prins Peer!
Du har gaver for troldskab. Ikke sandt, han ter
sig allerede nu så temmelig troldeligt?
Og trold vil du være?
PEER GYNT
Ja-Gud vil jeg så.
For en brud og et velskøttet rige på købet
kan jeg finde mig i at noget går i løbet.
Men alting i verden er der måde på.
Halen har jeg taget, det er ganske sandt;
men jeg kan vel få løst, hvad det hoftrold bandt;
brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;
men jeg kan vel igen få den på mig knappet.
Og sagtens kan jeg også få losset båden
for denne dovriske levemåden.
Jeg skal gerne sværge på, en ko er en mø;
en ed kan en altid jo æde i sig; —
men det, at vide, at en aldri kan fri sig,
at en ikke som et skikkeligt menneske kan dø,
at gå som et bergtrold alle sine dage, —
dette her, at en aldri kan træde tilbage,
som der ståri bogen, det lægger du vind på;
men det er noget, som jeg aldri går ind på.
DOVREGUBBEN
Nu bliver jeg, sandt for udyden, vred;
og da er jeg ikke til at gantes med.
Du dagblakke pilt! Ved du hvem jeg er?
Først så kommer du min datter for nær —
PEER GYNT
Det er løgn i din hals!
DOVREGUBBEN
Du må hende ægte.
PEER GYNT
Tør du sige mig på, at – ?
DOVREGUBBEN
Hvad? Kan du nægte,
hun var din attrå og i din begær?
PEER GYNT

(blæser)
Ikke andet? Hvem fanden hænger sig i sligt?
DOVREGUBBEN
Mennesket blir sig dog altid ligt.
Ånden bekender I alle med kæverne;
dog agtes kun det, som kan fakkes med næverne.
Så du mener, at attråen intet gælder?
Vent; du skal snart få syn for sagen —
PEER GYNT
Du fisker mig ikke med løgnens agn!
DEN GRØNKLÆDTE
Min Peer, du er faer før året hælder.
PEER GYNT
Luk op; jeg skal ud.
DOVREGUBBEN
I et bukkeskind,
får du ungen efter dig.
PEER GYNT

(tørrer sveden af sig)
Gid jeg var vågnet!
DOVREGUBBEN
Skal han skikkes til kongsgården?
PEER GYNT
Skik han på sognet!
DOVREGUBBEN
Godt, prins Peer; den sagen blir din.
Men den tind er sikker, at gjort er gjort,
item at din afkom vil vokse;
sligt blandigskræ vokser urimelig fort —
PEER GYNT
Gubbe, vær nu ikke strid som en okse;
vær rimelig, jomfru! Tag mod forlig.
Du skal vide, jeg er hverken prins eller rig; —
og enten du så vil målde eller veje mig,
kan du tro du vinder ikke stort ved at eje mig.

(Den grønklædte får ondt og bæres ud af troldpiger.)

DOVREGUBBEN

(ser en stund på ham med høj foragt; derpå siger han)
Hiv ham i kans mood bergvæggen, børn!
TROLDUGERNE
Å, faer, må vi først lege hubro og ørn!
Ulvelegen! Gråmus og gloøjet kat!
DOVREGUBBEN
Ja, men fort. Jeg er arrig og søvning. Godnat!

(Går.)

PEER GYNT

(jaget af troldungerne)
Slip mig, djævelstøj!

(Vil op gennem skorstenspiben.)

TROLDUNGERNE
Tomtegubber! Nisser!
Bid ham bag!
PEER GYNT
Au!

(Vil ned gennem kælderlemmen.)

TROLDUNGERNE
Stæng alle ridser!
HOFTROLDET
Hvor de morer sig, de små!
PEER GYNT

(kæmpende med en liden troldunge, som har bidt sig fast i hans øre)
Vil du slippe, dit skarn!
HOFTROLDET

(slår ham over fingrene)
Tag varsomt, slyngel, på et kongelig barn!
PEER GYNT
Et rottehul – !

(Løber derhen.)

TROLDUGERENE
Nissebroer! Det må du spærre!
PEER GYNT
Den gamle var fæl; men de unge er værre!
TROLDUNGERENE
Flæng ham!
PEER GYNT
Ak, den der var liden, som en mus!

(Løber om.)

TROLDUNGERENE

(myldrere omkring ham)
Stæng gærde! Stæng gærde!
PEER GYNT

(grædende)
Ak; var jeg en lus

(han falder).

TROLDUNGERENE
Ni i synet på ham!
PEER GYNT

(begravet i trolddyngen)
Hjælp, moer, jeg dør!

(Kirkeklokker ringer langt borte.)

TROLDUNGERENE
Bjelder i fjeldet! Det er svartekjolens kør!

(Troldene flygter under bulder og hylende skrig. Hallen styrter sammen; alt forsvinder.)

__________________________

(Bælmørke.)

(Peer Gynt høres at hugge og slå omkring sig med en stor gren.)

PEER GYNT
Giv svar! Hvem er du?
STEMMEN
Mig selv.
PEER GYNT
Af vejen!
STEMMEN
Gå udenom, Peer! Den er stor nok, hejen.
PEER GYNT

(vil igennem på et andet sted, men støder imod)
Hvem er du?
STEMMEN
Mig selv. Kan du sige det samme?
PEER GYNT
Jeg kan sige hvad jeg vil; og mit sverd kan ramme!
Agt dig! Hu, hej, nu falder det knusende!
Kong Saul slog hundred; Peer Gynt slog tusende!

(Slår og hugger.)
Hvem er du?
STEMMEN
Mig selv.
PEER GYNT
Det dumme svar
kan du gemme; det gør ikke sagen klar.
Hvad er du?
STEMMEN
Den store Bøjgen.
PEER GYNT
Nå, så!
Før var gåden svart; nu tykkes den grå.
Af veien, Bøjg!
STEMMEN
Gå undenom, Peer!
PEER GYNT
Igennem!

(Slår og hugger.)
Han faldt!

(Vil frem, men støder imod.)
Hå, ha! Er her fler?
STEMMEN
Bøjgen, Peer Gynt! En eneste en.
Det er Bøjgen, som er sårløs, og Bøjgen, som fik mén.
Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som lever.
PEER GYNT

(kaster grenen)
Værget er troldsmurt; men jeg har næver!

(Slår dig igennem.)

STEMMEN
Ja, lid på næverne; lid på kroppen.
Hi-hi, Peer Gynt, så rækker du toppen.
PEER GYNT

(kommer igjen)
Atter og fram, det er lige langt; —
ud og ind, det er lige trangt!
Der er han! Og der! Og rundt om svingen!
Ret som jeg er ude, står jeg midt i ringen. —
Nævn dig! Lad mig se dig! Hvad er du for noget?
STEMMEN
Bøjgen
PEER GYNT

(famler omkring)
Ikke dødt. Ikke levende. Slimet; tåget.
Ingen skikkelse heller! Det er som at tørne
i en dynge af knurrende halvvåghne bjørne!

(Skriker.)
Slå fra dig!
STEMMEN
Bøjgen er ikke gal.
PEER GYNT
Slå!
STEMMEN
Bøjgen slår ikke.
PEER GYNT
Kæmp! Du skal!
STEMMEN
Den store Bøjgen vinder uden at kæmpe.
PEER GYNT
Var her bare en nisse, som kunde mig prikke!
Var her bare så meget, som et årsgammelt trold!
Bare noget at slås med. Men det er her ikke. —
Nu snorker han! Bøjg!
STEMMEN
Hvad godt?
PEER GYNT
Brug vold!
STEMMEN
Den store Bøjgen vinder alting med lempe.
PEER GYNT

(bider sig i arme og hænder)
Klør og flænger tænder i kødet!
Jeg må kende dryppet af mit eget blod.

(Der høres som vingeslag af store fugle.)

FUGLESKRIG
Kommer han, Bøjg?
STEMMEN
Ja; fod for fod.
FUGLESKIG
Alle systre langt borte! Flyv frem til mødet!
PEER GYNT
Skal du berge mig, jente, så gør det snart!
Glan ikke ned for dig, lud og bøjet. —
Spændebogen! Kyl ham den bent i øjet!
FUGLESKRIG
Han vinner!
STEMMEN
Vi har ham.
FUGLESKRIG
Systre! Skyd fart!
PEER GYNT
For dyrt, at købe sig livet til
for slig en times tærende spil.

(Synker sammen.)

FUGLESKRIG
Bøjg, der stupe han! Tag ham! Tag ham!

(Klokkeringning og salmesang høres langt borte.)

BØJGEN

(svinder in til intet og siger i et gisp)
Han var for stærk. Der stod kvinder bag ham.
__________________________

(Soloppgang. På fjeldet udenfor ÅSEs sæterstue. Døren er stængt; alting øde og stille.)

(Peer Gynt ligger sovende udenfor sætervæggen.)

PEER GYNT

(vågner, ser sig om med et sløvt og tungt øjekast. Han spytter)
Den, som havde sig en ramsaltet sild!

(Spytter igen, i det samme ser han Helga, der kommer med en nistebomme.)
Hå, unge, er du her? Hvad er det, du vil?
HELGA
Det er Solvejg —
PEER GYNT

(springer op)
Hvor er hun?
HELGA
Bag sætervæggen
SOLVEJG

(skjult)
Kommer du nær, så sætter jeg på sprang.
PEER GYNT

(standser)
Kanske du er ræd, jeg skal ta’e dig i fang?
SOLVEJG
Skam dig!
PEER GYNT
Ved du, hvor jeg var i nat?
Dovregubbens datter er efter mig, som klæggen.
SOLVEJG
Da var det vel, der blev ringet med klokker.
PEER GYNT
Peer Gynt er ikke den gut, de lokker. —
Hvad siger du?
HELGA

(grædende)
Å, hun taer benene fat!

(Løber efter.)
Vent!
PEER GYNT

(griber hende i armen)
Se her, hvad jeg har i lommen!
En sølvknap, unge! Den skal du få, —
bare snak godt for mig!
HELGA
Slip; lad mig gå!
PEER GYNT
Der har du den.
HELGA
Slip; der står nistebommen!
PEER GYNT
Gud nåde dig, hvis du ej – !
HELGA
Uf, du skræmmer mig!
PEER GYNT

(spag; slipper hende)
Nej, jeg mente: bed, at hun ikke glemmer mig!

(Helga løber.)


TREDJE HANDLING

(Dybt inde i barskogen. Gråt høstvejr. Snefald. Peer Gynt står i skjorteærmene og fælder gavntømmer.)

PEER GYNT

(hugger på en stor furu med krigede grene)
Å-ja, du er sejg, du gamle kall;
men det båder knapt, for du står for fald.

(Hugger igjen.)
Jeg ser nok, du har en ståltrådsærk;
men jeg flænger den, jeg, var den aldri så stærk. —
Ja, ja; du ryster din krogede arm;
det er rimeligt nok, du er arg og harm;
men lige fuldt så skal du i knæ – !

(Bryder med engang tvert af.)
Løgn! Det er bare et gammelt træ.
Løgn! Det er ingen stålklædt knark;
det er bare en furu med sprukken bark. —
Det er tungvindt arbejd at hugge tømmer;
men fandenskab når en både hugger og drømmer. —
Det skal væk, dette her, – at stå i tågen
og væve sig bort lyslevende vågen. —
Du er fredløs, gut! Du er jaget på skogen.

(Hugger en stund ilsomt.)
Ja, fredløs, ja. Du har ikke moer
til at bære frem maden og duge dit bord.
Vil du æde, gut, får du hjælpe dig selv,
hente det råt fra skog og elv,
spike dig tyri og nære dig ild,
stulle og stelle og lage det til.
Vil du klæde dig varmt, får du vejde rén
vil du mure dig hus, må du brydte sten;
vil du tømre det op, får du fælde stokken
og bære den frem på din ryg til tråkken. —

(Øksen synker; han ser frem for sig.)
Gildt skal det bygges. Tårn og fløj
skal der være på tagryggen hæv og høj
Og så vil jeg snitte, til knap på gavlen,
en havfrue, skabt som en fisk fra navlen.
Messing skal der være på fløjen og låsen.
Glas får jeg også se jeg kan få.
Fremmed folk skal undres på
hvad det er, som skinner langt borti åsen.

(Ler i harme.)
Helvedes løgn! Der var den igen.
Du er fredløs, gut!

(Hugger hvast.)
En barktækt hytte gør både i rusk og frost sin nytte

(ser opad træet).
Nu står han og vagger. Så; bare et spænd!
Der stuper han skrås efter ehele sin længde; —
det grøsser i ungskogens mylr og mængde!

(Giver sig til at kviste stammen; på engang lytter han og står stille med hævet økse.)
Der er nogen efter mig! – Nå, er du slig,
du Hægstadgubbe; – du farer med svig.

(Dukker bag træet og kiger frem.)
En gut! Bare en. Han tykkes skræmt.
Han skotter omkring sig. Hvad har han gemt
under trøjen? En sigd. Han standser og glytter, —
lægger næven tilrette på en skigard-stav.
Hvad er det nu? Hvorfor står han og støtter – ?
Uf da! Hugg han ikke fingeren af!!
Hele fingeren af! Han bløder som en stud. —
Der setter han på sprang med næven i en klud.

(Rejser sig.)
Det var fanden til krop! En umistelig finger!
Helt af! Og det uden at nogn ham tvinger.
Håhå, nu mindes jeg – ! Det er den eneste
Måde at fri sig fra kongens tjeneste.
Så er det. De vilde ham i krigen skikke;
og gutten, forstår sig, vilde nødig afsted. —
Men hugge – ? For altid skille sig ved – ?
Ja, tænke det; ønske det; ville det med, —
men gøre det! Nej; det skønner jeg ikke!

(Ryster lidt med hovedet; så går an til sit arbejde igen.)

__________________________

(En stue nede hos ÅSE. Alting er i uorden; kister står åbne; gangklæder ligger spredte omkring; en kat i sengen. ÅSE og husmandskonen i travelt arbejde med at pakke sammen og lægge tilrette.)

ÅSE

(render til den ene side)
Kari, hør her!
KONEN
Hvad godt?
ÅSE

(på den anden side)
Hør her – !
Hvor ligger – ? Hvor finder jeg – ? Svar mig; hvor er – ?
Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!
Hvor er nøgelen til kisten?
KONEN
I nøglehullet
ÅSE
Hvad er det som ramler?
KONEN
Det sidste læs
blir kørt til Hægstad.
ÅSE

(grædende)
Jeg var tilfreds,
jeg selv blev kørt ud i den svarte kiste!
Å, hvad et menneske må tåle og friste!
Gud hjælpe mig nådig! Hele huset tømt!!
Hvad Hægstadbonden levned, har lensmanden taget,
Ikke klæderne på kroppen engang blev vraget.
Tvi! Få de skam, som så hårdt har dømt!

(Sætter sig på sengekanten.)
Både gård og grund er ude af ætten;
strid var den gamle; men stridere var retten; —
der var ikke hjælp og der var ikke nåde;
Peer var borte; ingen kunde mig råde.
KONEN
Her i stuen får I dog sidde til jer død.
ÅSE
Ja; katten og jeg, vi får nådsensbrød!
KONEN
Gud bedre jer, moer; han, Peer, blev jer dyr.
ÅSE
Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!
Ingrid kom jo velberget hjem tilslut.
Det var ligest, de havde holdt sig til fanden; —
han er brotsmanden, han, og ingen anden;
den styggen fristed min stakkars gut!
KONEN
Var det ikke bedst, der gik bud efter presten?
Der står værre til, end I kanske tror.
ÅSE
Efter presten? Å jo, jeg mener det næsten

(farer op).
Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er guttens moer;
jeg får hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;
lage det som bedst, når de andre svigter.
Denne kuften har de skænkt ham. Den får jeg lappe.
Gud give, jeg også turde skindfellen nappe!!
Hvor er hoserne?
KONEN
Der, blant det andre skrammel
ÅSE

(roder om)
Hvad finder jeg her? Å nej, en gammel
støbe-ske, Kari! Med den har han leget
knappestøber, smeltet og formet og præget.
Engang her var gilde, kom ungen ind
og bad sin faer at få en klump tin.
«Ikke tin,» sae Jon, «men Kong Kristian’s mynt;
sølv; det skal mærkes, du er søn til John Gynt
Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,
og da ændsed han hverken til eller guld.
Her er hoserne. Å, der er hul i hul;
de må stoppes, Kari!
KONEN
Jeg mener, det trængs
ÅSE
Når det er gjort, får jeg komme tilsengs;
jeg kender mig så skral og så ussel og klemt —

(glad).
To uldskjorter, Kari; – dem har de glemt!
KONEN
Ja, rigtig har de det.
ÅSE
Det træffer sig nemt.
Den ene kan du tilside lægge.
Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge; —
den, han har på, er så slidt og tyndt.
KONEN
Men kors, moer Åse, det er visst synd!
ÅSE
Å ja; men du ved nok, presten forkynder
nåde for den og de andre synder.
__________________________

(Udenfor en nybyggerhytte i skogen. Rendyrhorn over døren. Sneen ligger højt. Det er i mørkningen. PEER GYNT står udenfor døren og slår en stor trælås fast.)

PEER GYNT

(ler imellemstunder)
Lås må der være; lås som kan binde
døren for troldtøj, og mand og kvinde.
Lås må der være; lås som kan lukke
for alle de arrige nissebukke. —
De kommer med mørke; de klapper og banker:
lukk opp, Peer Gynt, vi er snygge, som tanker!
Under sengen vi pussler, i asken vi rager,
gjennem piben vi russler som gloende drager.
Hi-hi! Peer Gynt; tror du spiger og planker
kan stænge for arrige nissebuktanker?

(Solvejg kommer på skier fremover moen; hun har et kastetørklæde over hovedet og et knytte i hånden.)

SOLVEJG
Gud signe dit arbeid. Du får ikke vrage mig.
Budsendt jeg kommer, og så får du tage mig.
PEER GYNT
Solvejg! Det er ikke – ! Jo, det er! —
Og du blir ikke ræd for at komme så nær!
SOLVEJG
Bud har du skikket med Helga lille;
fler kom efter med vind og i stille.
Bud bar din moer i alt hun fortalte,
bud, som yngled, der drømmene dalte.
Nætterne tunge og dagene tomme
bar mig det bud, at nu fik jeg komme.
Det blev som livet var sluknet dernede;
jeg kunde ikke hertefyldt le eller græde.
Jeg vidste ikke trygt hvad sind du åtte;
jeg vidste kun trygt hvad jeg skulde og måtte.
PEER GYNT
Men faer din?
SOLVEJG
På hele Guds vide jord
har jeg ingen at kalde for faer eller moer.
Jeg har løst mig fra alle.
PEER GYNT
Solvejg, du vene, —
for at komme til mig?
SOLVEJG
Ja, til dig alene;
du får være mig alt, både ven og trøster.

(I gråd.)
Værst var det at slippe min lille syster; —
men endda værre at skilles fra faer;
men værst ifra dem, som ved brystet mig bar; —
nej, Gud forlade mig, værst får jeg kalde
den sorg at skilles fra dem alle, – alle!
PEER GYNT
Og kende du dommen, som blev læst ivår?
den skiller mig både ved arv og gård.
SOLVEJG
Mener du vel at for arv og eje
jeg skilte mig fra alle de kæres veje?
PEER GYNT
Og ved du forliget? Udenfor skogen
tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.
SOLVEJG
På skier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem;
de fritted, hvor jeg skulde; jeg svaret: jeg skal hjem
PEER GYNT
Så væk med både spiger og planker!
Nu trænges ingen stængsel mog nissebuktanker.
Tør du gå ind for at leve med skytten,
så ved jeg der kommer vigsel over hytten.
Solvejg! Lad mig se på dig! Ikke for nær!
Bare de på dig! Nej, hvor du er lys og skær!
Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er fin og let!
Får jeg bære dig, Solvejg, blir du aldri træt!
Jeg skal ikke smudse dig. Med strake arme
skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme!
Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage – ;
å, men jeg har længtes både nætter og dage.
Her skal du se, jeg har tømret og bygt;
der skal ned igen, du; her er ringt og stygt —
SOLVEJG
Rigt eller gildt, – her er efter mit sind.
Så let kan en puste mod den strygende vind.
Dernede var det klummert; en kendte sig klemt;
der er halvvejs det, som har fra bygden mig skræmt.
Men her, hvor en hører furuen suse,
for en stilhed og sang! – her er jeg tilhuse.
PEER GYNT
Og ved du det visst? For alle dine dage?
SOLVEJG
Den vej, jeg trådt, bær aldri tilbage.
PEER GYNT
Så har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i stuen!
Gå ind! Jeg skal hente tyri til gruen;
lunt skal det varme og bjart skal det lyse,
blødt skal du sidde og aldri skal du fryse.

(Han lukker opp; Solvejg går ind. Han står en stund stille, da ler han højt af glæde og springer ivejret.)

PEER GYNT
Min kongsdatter! Nu er hun funden og vunden!
Hej! Nu skal kongsgården tømres fra grunden!

(Han griber øksen og går bortover; i det samme træder en gammelaktig kvinde i en fillet grøn stak ud af holtet; en stug unge med ølbolle i hånden halter efter og holder hende i skørtet.)

KVINDEN
Godkveld, Peer rapfod!
PEER GYNT
Hvad godt? Hvem der?
KVINDEN
Gamle venner, Peer Gynt! Min stue ligger nær.
Vi er grandfolk.
PEER GYNT
Så? Det er mer, end jeg ved.
KVINDEN
Alt som hytten din bygtes, bygte min sig med.
PEER GYNT

(vil gå)
Jeg har bråhast —
KVINDEN
Det har du altid, gut;
men jeg trasker nu efter og råker dig tilslut.
PEER GYNT
I mistaer jer, moer!
KVINDEN
Jeg har før så gjort;
jeg gjorde så dengang du lovte så stort.
PEER GYNT
Jeg lovte – ? Hvad fanden er det for snak?
KVINDEN
Har du glemt den kveld, du hos faer min drak?
Har du glemt – ?
PEER GYNT
Jeg har glemt, hvad jeg aldri har vidst.
Hvad rører du om? Når mødtes vi sidst?
KVINDEN
Vi mødtes sidst, da vi mødtes først.

(Til ungen.)
Byd faren din drikke; jeg mener han er tørst.
PEER GYNT
Faer? Er du drukken? Kalder dum ham – ?
KVINDEN
Du kan da vel kende grisen på skidet!
Har du øjne? Kan du ikke se, han er lam
på skanken, som du er lam på sindet?
PEER GYNT
Vil du bilde mig ind – ?
KVINDEN
Vil du vrigle dig bort —
PEER GYNT
Den langbente ungen – !
KVINDEN
Han er vokset fort.
PEER GYNT
Tør du, dit troldtryne, lægge mig ud – ?
KVINDEN
Hør nu, Peer Gynt; du er grov, som en stud!

(Grædende.)
Hvad kan jeg for, at jeg ikke er vakker,
som dengang du lokked mig i lider og bakker?
I høst, da jeg fødte, holdt fanden om min ryg,
og så er det rimligt nok en blir styg.
Men dersom du vil se mig så ven, som før,
skal du bare vise jenten derinde på dør,
jage hende ud af sindet og synet; —
gør så, kære vennen min, så mister jeg trynet!
PEER GYNT
Vig fra mig, din troldheks!
KVINDEN
Ja, se om jeg gør!
PEER GYNT
Jeg skal slå dig i skallen – !
KVINDEN
Ja; prøv, om du tør!
Ho-ho, Peer Gynt, jeg kan stå for slag!
Jeg kommer igen hver evige dag.
Jeg glytter på døren, ser ind til jer begge.
Sidder du med jenten på bænkefjæl, —
blir du kælen, Peer Gynt, – vil du lege og dægge, —
sætter jeg mig hos og kræver min del.
Hun og jeg vi skal bytte og skifte dig.
Far vel, kære gutten min, imorgen kan du gifte dig!
PEER GYNT
Din helvedes mare!
KVINDEN
Men der er s’gu sandt!
Ungen får du fostre, din fodlette fandt!
Vesle-fanden, vil du til faer din?
UNGEN

(spytter på ham)
Tvi!
Jeg skal hugge dig med øksen; bare bi, bare bi!
KVINDEN

(kysser ungen)
Å nej, for et hoved, der sidder på den krop!
Du blir faer din opp af dage når du engang vokser op!
PEER GYNT

(stamper)
Gid I var så langt – !
KVINDEN
Som vi nu er nær?
PEER GYNT

(knuger hænderne)
Og alt dette – !
KVINDEN
Bare for tanker og begær!
Det er synd i dig, Peer!
PEER GYNT
Værst for en anden! —
Solvejg, mit reneste, skæreste guld!
KVINDEN
Å ja; det svir til de skyldfri, sa’e fanden,
moer hans gav ham hug, for faer hans var fuld!

(Hun trasker ind i holtet med ungen, som kaster ølbollen efter ham.)

PEER GYNT

(efter en lang taushed)
Gå udenom, sa’e Bøjgen. En får så her. —
Der faldt kongsgården min med bråk og rammel!
Det slog mur om hende, jeg var så nær;
her blev stygt med et, og min glæde blev gammel. —
Udenom, gut! Der findes ikke vej
tvers igennem dette til hende fra dig.
Tvers igennem? Hm, der skulde dog findes.
Der står noget om anger, hvis ret jeg mindes.
Men hvad? Hvad står der? Jeg har ikke bogen,
har glemt det meste, og her er ikke nogen
retledning at få i skogen. —
Anger? Så skulde der kanske gå år,
før jeg vandt mig igennem. Det liv blev magert.
Slå sønder, hvad skært er, og vent og fagert,
og klinke det ihob af stumper og skår?
Sligt går med en fele, men ikke med en klokke.
Der, det skal grønnes, får en ikke tråkke.
Neb det var jo en løgn med det heksetryne!
Nu er alt det styggetøy ude af syne. —
Ja; ude af syne, men ikke af sind.
Smygende tanker vil følge mig ind.
Ingrid! Og de tre, som på hougene sprang!
Vil de også være med? Med skrat og harme
krævbe, som hun, at krystes i fang,
løftes varligt og vent på strake arme?
Udenom, gut; var armen så lang,
som furuens lægg eller granens stang, —
jeg mener, jeg løfted hende endda for nær,
til at sætte hende fra mig menløs og skær. —
Jeg får udenom dette på sæt og vis,
så det hverken blir vinding eller forlis.
En får skyde sligt fra sig og få det glemt —

(går nogle skridt mod hytten, men standser igen).
Gå ind efter dette? Stygt og skræmt?
Gå ind med alt det troldskab i følge?
Tale, og dog tie; skrifte og dog dølge – ?

(Kaster øksen fra sig).
Det er helgedagskveld. At stævne til møde,
slig, som jeg nu er, var kirkebrøde.
SOLVEJG

(i døren)
Kommer du?
PEER GYNT

(halvhøjt)
Udenom!
SOLVEJG
Hvad?
PEER GYNT
Du får vente.
Her er mørkt, og jeg har noget tungt at hente.
SOLVEJG
Bi; jeg skal hjælpe; vi byrden skal dele.
PEER GYNT
Nej, stå der du står! Jeg får bære det hele.
SOLVEJG
Men ikke for langt, du!
PEER GYNT
Vær tålsom, jente;
langt eller kort, – du får vente.
SOLVEJG

(nikker efter ham)
Ja, vente!

(Peer Gynt går bortover skogstien. Solvejg bliver stående i den åbne halvdør.)

__________________________

(ÅSEs stue. Aften. En stokild brænder og lyser på skorsteinen. Katten på en stol ved sengefoden. ÅSE ligger i sengen og famler urolig omkring på spredet.)

ÅSE
Nej, Herregud, kommer han ikke?
Det dryger så inderlig langt.
Jeg har ikke bud at skikke;
og sige ham har jeg så mangt.
Her er ikke stunder at miste!
Så bråt! Hvem skulde det tænkt!
Å, dersom bare jeg vidste
jeg ikke har holdt ham for strængt!
PEER GYNT
Godkveld!
ÅSE
Vorherre dig glæde!
Så kom du da, kære min gut!
Men hvor tør du færdes hernede?
Her er jo dit liv forbrudt.
PEER GYNT
Å, livet får være det samme.
Jeg måtte nu se hernede.
ÅSE
Ja, nu står Kari tilskamme;
og jeg kan gå bort i fred!
PEER GYNT
Gå bort? Hvad er det du snakker?
Hvor er det du agter dig hen?
ÅSE
Ak, Peer, det mod enden lakker;
jeg har ikke langt igjen.
PEER GYNT

(vrider på sig og går oppover gulvet)
Se så! Fra det tuge jeg render;
jeg mente, jeg her var fri – !
Er du kold på fødder og hænder?
ÅSE
Ja, Peer; det er snart forbi. —
Når du ser mine øjne briste,
må du lukke dem varligt til.
Og så får du sørge for kiste;
men, kære, ladd den bli gild,
Å nej, der er sandt —
PEER GYNT
Ti stille!
Tidsnok at tænke på sligt.
ÅSE
Ja, ja

(ser uroligt om i stuen).
Her ser du det lille
de levned. Det er dem ligt
PEER GYNT

(med et vrid)
Jeg ved, jeg har skylden.
Hvad gavner, jeg mindes derom?
ÅSE
Du! Nej, den fordømte fylden,
fra den var det ulykken kom!
Kære gutten min, du var jo drukken;
da ved en ej selv hvad en gør;
og så havde du redet på bukken;
det var rimlig nok, du var yr!
PEER GYNT
Ja, ja; lad den rægelen fare.
Lad dare den hele dag.
Hvad tungt er, det vil vi spare
til siden-en anden dag.

(Sætter sig på sengekanten.)
Nu, moer, vil vi sammen snakke;
men bare om løst og fast, —
og glemme det vrange og skakke,
og alt, som er sårt og hvast, —
Nej, se da; den gamle katten;
så den er ilive endnu?
ÅSE
Den bær sig så stygt om natten;
du ved, hvad det varsel, du!
PEER GYNT

(afbøjende)
Hvad er her for nyt i bygden?
ÅSE

(smilende)
De siger, her findes etsteds
en jente, som stunder mod højden —
PEER GYNT

(hurtigt)
Mads Moen, slår han sig tilfreds?
ÅSE
De siger, hun har ikke øre
for begge de gamles gråd.
Du skulde dog indom høre; —
du, Peer, vidste kanske råd —
PEER GYNT
Men smeden, hvor er han havnet?
ÅSE
Å ti med den sidne smed.
Jeg vil heller sige dig navnet
på hende, jenten, du ved —
PEER GYNT
Nej, nu vil vi sammen snakke, —
men bare om løst og fast,
og glemme det vrange og skake,
og alt, som er sårt og hvast.
Er du tørst? Skal jeg hente dig drikke?
Kan du strække dig? Sengen er stut.
Lad mig se; – ja, mener jeg ikke
det er sengen, jeg lå i som gut!
Kan du mindes, hvor tidt om kvelden
du sad for min sengetok
og bredte over mig felden,
og sang både stev og lok?
ÅSE
Ja, minds du! Så legte vi slæde,
når faer din i langfart for.
Felden var karmesprede
og gulvet en islagt fjord.
PEER GYNT
Ja, men det allerbedste, —
moer, kan du minds det med? —
det var dog de glupe heste —
ÅSE
Ja, mener du ikke jeg vet – ?
Det var Karis kat vi fik låne;
den sad på en kubbestol —
PEER GYNT
Til slottet vestenfor måne
og slottet østenfor sol,
til Soria-Moria-slottet,
gik vejen både højt og lavt.
En kæp, som vi fandt i kottet,
du brugte til svøbeskaft.
ÅSE
Der fremme i dumpen jeg kneiste —
PEER GYNT
Jo, jo; du gav tømmen løs,
og vendte dig, jævnt som vi rejste,
og spurgte mig om jeg frøs.
Gud signe dig, gamle styggen, —
du var dog en kærlig sjæl – !
Hvad ynker du for?
ÅSE
For ryggen;
det volder den hårde fjæl.
PEER GYNT
Stræk dig; jeg skal dig støtte.
Se så; nu ligger du blødt.
ÅSE

(urolig)
Nej, Peer, jeg vil flytte!
PEER GYNT
Flytte?
ÅSE
Ja, flytte; så ønsker jeg stødt.
PEER GYNT
Du snakker! Bred over dig felden.
Lad mig sidde på sengestok.
Se så; nu korter vi kvelden
både med stev og lok
ÅSE
Hent heller postillen i kottet;
jeg er urolig tilsinds.
PEER GYNT
I Soria-Moria-slottet
er der gilde hos kongen og prins.
Hvil dig på slædepuden;
jeg kører dig did over mo —
ÅSE
Men, snille Peer, er jeg buden?
PEER GYNT
Ja, det er vi begge to.

(Kaster en snor om stolen, hvor katten ligger, tager en kæp i hånden og sætter sig foran på sengefoden.)
Hyp! Vil du rappe dig, Svarten!
Moer, du fryser vel ej?
Jo-jo; det kendes på farten,
når Grane lægger ivej!
ÅSE
Kære Peer, hvad er det som ringer – ?
PEER GYNT
De blanke dumbjelder, moer!
ÅSE
Hu, nej da, hvor hult det klinger!
PEER GYNT
Nu kører vi over en fjord.
ÅSE
Jeg er ræd! Hvad er det, som bruser
og sukker så underligt vildt?
PEER GYNT
Det er granene, moer, som suser
på moen. Sid bare stilt.
ÅSE
Det gnistrer og blinker langt borte.
Hvor kommer den lysningen fra?
PEER GYNT
Fra slottets ruder og porte.
Kan du høre du danser?
ÅSE
Ja.
PEER GYNT
Udenfor står Sankt Peder
og byder dig stige ind.
ÅSE
Hilser han?
PEER GYNT
Ja, med hæder,
og skænker den sødeste vin.
ÅSE
Vin! Har han også kager?
PEER GYNT
Jada! Et smækfuldr fad.
Og salig provstinden lager
dig kaffe og eftermad.
ÅSE
Å kors; kommer vi to sammen?
PEER GYNT
Så tidt og så jævnt du vil.
ÅSE
Å nei da, Peer, for en gammen
du kjører mig, stakkar til!
PEER GYNT

(smækker med pisken)
Hyp; vil du rappe dig, Svarten!
ÅSE
Kære Peer, du kører vel ret?
PEER GYNT

(smækker igjen)
Her er brede vejen.
ÅSE
Den farten
den gør mig låk og træt.
PEER GYNT
Der ser je slottet sig højne;
om lidt så er kørslen slut.
ÅSE
Jeg vil ligge og lukke øjne
og lide på dig, min gut!
PEER GYNT
Rap dig, Grane, min traver!
I slottet er stimlen stor;
mod porte de myldrer og kaver.
Nu kommer Peer Gynt med sin moer!
Hvad siger du, herr Sankt Peder?
Får ikke moer slippe ind?
Jeg mener du længe leder,
før du finder så ærligt et skind.
Om mig vil jeg ikke snakke;
jeg kan vende ved slottets port.
Vil I skænke mig, taer jeg tiltakke;
hvis ej, går jeg lige-nøjd bort.
Jeg har digtet så mangen skrøne,
som fanden på prækestol,
og skjældt min moer for en høne,
fordi hun kagled og gol.
Men hende skal I agte og hædre
og gøre det rigtig tillags;
her kommer ikke nogen bedre
fra bygderne nutildags. —
Ho-ho; der har vi Gud Fader!
Sankt Peder, nu får du dit

(med dyp stemme).
«Hold op med de køgemester-lader;
moer Åse skal slippe frit!»

(Ler højt og vender sig om til moderen.)
Ja,var det ikke det jeg vidste?
Nu blev der en anden dans

(angst).
Hvorfor ser du, om øjet skulde briste?
Moer! Er du fra samling og sans – !

(går op til hovedgærdet).
Du skal ikke likke og glane! —
Snak, moer; det er mig, din gut!

(Føler varsomt på hendes pande og hænder; derpå kaster han snoren bort på stolen pg siger dempet:)
Ja så! – Du kan hvile dig, Grane;
for ret nu er rejsen slut.

(Lukker hendes øjne og bøjer sig over hende.)
Hav tak for alle dine dage,
for bank og for barne-bys! —
Men nu får du takke tilbage —

(trykker kinden mod hendes mund).
Se så, det var tak for skyds.
HUSMANDSKONE
Hvad? Peer! Nå, så er vi over
den tungeste sorg og nød!
Herregud, hvor godt hun sover —
eller er hun – ?
PEER GYNT
Hys, hun er død.

(Kari græder ved liget. Peer Gynt gåt længe omkring i stuen; endelig standser han ved sengen.)

PEER GYNT
Får moer med ære begravet.
Jeg får friste at fare herfra.
KONEN
Skal du langvejs fare?
PEER GYNT
Mod havet.
KONEN
Så langt!
PEER GYNT
Og lenger endda

(han går).


FJERDE HANDLING

(På sydvestkysten af Marokko. Palmeskov. Dækket middagsbord, solsejl og sivmatter. Længere inde i lunden hængende køjer. Udenfor land ligger en damp yacht med norsk og amerikansk flag. Ved stranden en jolle. Det er henimod solnedgang. Peer Gynt, en smuk middelaldrende herre i elegant rejsedragt, med guldlorgnet på brystet, præsiderer som vært for bordenden. Master Cutton, Monsieur Ballon samt herrene v. Eberknopf og Trumpeterstråle ifærd med at slutte måltidet.)

PEER GYNT
Drikk, mine herrer! Er man skabt
til nydelse, så skal man nyde.
Der står jo skrevet: tabt er tabt,
og væk er væk – . Hvad må jeg byde?
TRUMPETERSTRÅLE
Du er superb som vært, broer Gynt!
PEER GYNT
Jeg deler æren med min mynt,
med kok og stewart —
MASTER COTTON
Very well;
en skål for alle fires held!
MONSIEUR BALLON
Monsieur, De har en gout, en ton,
som nutildags kun sjelden findes
hos mænd, der lever en garçon, —
et visst, jeg ved ej hvad —
VON EBERKOPF
Et vift,
et skær af frigjort åndsbetragtning
og verdensborgerdomsforpagtning,
et syn igennem skyens rift,
der ej af snever Fordom bindes,
et præg af højere forklaring,
en ur-natur med livserfaring
på trilogiens top forent.
Ej sandt, monsieur; så var det ment?
MONSIEUR BALLON
Jo, meget muligt; ikke ganske
så smukt det klinger i det franske.
VON EBERKOPF
Ej, was! Det sprog er og så stivt. —
Men hvis til fænomenet grunden
vi søge vil —
PEER GYNT
Så er den funden.
Det er fordi jeg ej er gift.
Ja, mine herrer, ganske klar
er tingen. Hvad skal manden være!
Sig selv; det er mit korte svar.
Om sig og sit han skal sig kære.
Men kan han det, som pak-kamél
for andres ve og andres vel?
VON EBERKOPF
Men denne for-og-i-seg-væren,
jeg lover, har Dem kostet strid —
PEER GYNT
Å ja såmen; i fordums tid;
men altid gik jeg bort med æren.
Engang var jeg dog ganske nær
i fælden fanget mod min vilje.
Jeg var en rask og vakker fyr;
og damen, som jeg havde kær, —
hun var af kongelige familje —
MONSIEUR BALLON
Af kongelig?
PEER GYNT

(hendkastende)
Af disse ætter,
De ved nok —
TRUMPETERSTRÅLE

(slår i bordet)
Disse adelstroll!
PEER GYNT

(trækker på skuldren)
Forlagte højheder, som sætter
sin stolthed i, plebejerpletter
at holde væk fra stammens skjold.
MASTER. COTTON
Gik så affæren overstyr?
MONSIEUR BALLON
Familjen var imod partiet?
PEER GYNT
Nej, tvertimod!
MONSIEUR BALLON
Ah!
PEER GYNT

(skånsomt)
De forstår;
der gaves ting, som talte for
at få os snarest muligt viet.
Men rentud sagt, det hele væsen
var mig fra først til sidst imod.
Jeg er visse dele kræsen
og helst jeg står på egen fod.
Og da nu svigerfader kom
forblommet frem med fordring om
jeg skulde skifte navn og stilling
og løse adelskabsbevilling,
så trak jeg mig med anstand ud, —
gav afkald på hans ultimatum —
og afkald på min unge brud.

(Trommer på bordet og synger andægtig.)
Ja, ja; der råder dog et fatum!
På det vi mennesker kan lide;
og det er trøstig at vide.
MONSIEUR BALLON
Og dermed sagen var forbi?
PEER GYNT
Nej, jeg fik føle noget andet;
thi uvedkommende sig blanded
med høje ramaskrig deri.
Værst var familjens yngre lemmer.
med syv av dem jeg fik duel.
Det var en tid, jeg aldri glemmer,
skønt jeg gik ud deraf med held,
Det kostet blod; men dette blod
gier brev på min persons fordyrelse,
og peger styrkende imod,
som sagt, et fatums vise styrelse.
VON EBERKOPF
De har et blik på livets gang,
der hæver Dem til tænker-rang.
Imens en slet og ret formener
ser hver for sig de spredte scener,
og aldri ender med at famle,
forstår De alt til et at samle.
Med samme norm De alting måler.
De spidser til hver løs eragtning,
så hver og en går ud som stråler
fra lyset af en livsbetragtning. —
Og De har ingenting studeret?
PEER GYNT
Jeg er, som jeg Dem før har sagt,
en blot og bar autodidakt.
Methodisk har jeg intet lært,
men jeg har tænkt og spekuleret,
og læst mig til en del af hvert.
Jeg har begyndt i ældre alder;
da ved De jo, lidt tungt det falder
at pløje side op og side ned
og tage ligt og uligt med.
Historien har jeg taget stykkevis;
thi mere fik jeg aldri tid til.
Og da man jo i tunge tider
et noget visst må sætte lid til,
så tog jeg religionen rykkevis.
På den manér det bedre glider.
Man skal ej læse for at sluge,
men for at se, hvad man kan bruge
MASTER COTTON
Se, det er praktisk
PEER GYNT

(tænder en cigar)
Kære venner;
betænk mit levnetsløb forresten.
Hvorledes kom jeg først til Vesten!
Som fattig karl med tomme hænder.
Jeg måtte slide sårt for føden;
tro mig, det faldt mig tidsnok svært.
Men livet, venner, det er kært;
og, som man siger, besk er døden.
Vel! Lykken, ser I, var mig føjelig;
og gamle fatum, han var bøjelig.
Det gik. Og da jeg selv var tøjelig,
så gik det stedse bedre, bedre.
Ti år derefter bar jeg navn
af Krøsus mellem Charlestowns Rhedre.
Mit rygte fløj fra havn til havn;
jeg havde lykken inden borde —
MASTER COTTON
Hvad gjaldt trafiken?
PEER GYNT
Mest jeg gjorde
i negere til Karolina
og gudebilleder til Kina.
MONSIEUR BALLON
Fi donc!
TRUMPETERSTRALE
For tusend, farbroer Gynt!
PEER GYNT
De finder nok bedriften svævende
på det tilladeliges pynt?
Jeg selv har følt det samme levende.
Jeg fant den endog odiøs.
Men, De kan tro mig, først begyndt,
det holder hårdt at slippe løs.
Ialfald er det yderst svært
i slig en stor forretningsførelse,
der sætter tusender i rørelse,
at bryde ganske overtvert.
Det «overtvert» jeg kan ei lide,
men tilstår på den anden side,
at jeg har altid næret agt
for hvad man kalder konsekvenserne;
og det, at overskride grænserne,
har stedse gjort mig lidt forsagt.
Dessuden tog jeg til at ældes;
jeg nærmed mig mod femtiårene, —
fik efterhånden gråsprengt hår;
og skønt min helbred var fortrinlig,
så faldt den tankt dog mig pinlig:
hvem ved, hvor snart den time slår,
da jurykendelsen skal fældes
og skille bukkene fra fårene.
Hvad var at gøre? Standse farten
på Kina gik umuligt an.
Jeg fandt dog en utvej, åbned snart en
forretning til på samme land.
Hver vår jeg guder exporterte;
hver høst jeg prester udklarerte,
forsynte dem med det fornødne
som strømper, bibler, rum og ris —
MASTER COTTON
Ja, mod profit?
PEER GYNT
Naturligvis.
Det gik. De virked ufortrødne.
For hver en gud, hist over kjøbt,
de fik en kilier grundigt døbt,
vå virkningen neutralisertes.
Missionens mark lå aldri brak;
thi guderne, som kolportertes,
af presterne blev holdt i schak.
MASTER COTTON
Nå, men de afrikanske varer?
PEER GYNT
Der sejred også min moral.
Jeg indså, den trafik var gal
for folk i fremadskreden alder.
Men ved jo ej, når fra man falder.
Og dertil kom de tusend snarer
fra vore filantropers lejr,
for ej at nævne kapringsfarer,
samt risiko af vind og vejr.
Alt dette sammenlagt vandt sejr.
Jeg tænkte: Peter, rev i sejlene;
se til, at du kan rette fejlene!
Så købte jeg mig land i Syden,
beholdt den siste kødimport,
som også var af prima sort.
De trivedes, blev blanke, fede,
så det var mig og dem en glæde.
Je, jeg tør sige uden skryden,
jeg handled mod dem som en faer, —
hvad sine gode renter bar.
Jeg bygged skoler, for at dyden
bestandig kunde holdes på
et visst almindeligt niveau,
og påstå strængt at ingenstunder
dens thermometer sank derunder.
Nu deforuden af dele
jeg har mig ganske trukket ud; —
jar har plantagen samt den hel
besætning solt med hår og hud.
På afskedsdagen gav jeg og
til små og store gratis grog,
så mænd og kvinder fik en rus,
og enkerne desuden snus.
Se, derfor håber jeg, såfremt
det ord ej er et mundsvejr blot:
hver den, som ej gør ondt, gør godt, —
så er min fortids fejlgreb glemt,
og jeg kan holde, mer end mangen,
med dyder mine synder stangen.
VON EBERKOPF

(klinker med ham)
Hvor det er styrkende at høre
et livsprincip i scene sat,
forløst fra theoriens nat,
urokket af det ydre røre!
PEER GYNT

(som under det foregående har stukket flittigt på flaskerne)
Vi mænd fra Nord forstår at føre
vor krig igennem! Kunstens nøgle
i livets sag er simpelthen
at holde øret tæt igen
for indpas af en farlig øgle.
MASTER COTTON
Hvad for øgle, dyre den?
PEER GYNT
En liden en, en fult forførende
til det i et og alt afgørende.

(Drikker igen.)
Hvad hele vove-kunsten gælder,
den kunst, at eje dådens mod, —
der er: at stå med valgfri fod
imellem livets lumske fælder, —
at vide visst, at alle dage
er ikke slut med stridens dag, —
at vide, dig står åben bag
en bro, som bære kan tilbage.
Den theori har holdt mig frem;
den har min hele vandel farvet;
og theorien har jeg arvet
fra slægten i min barndoms hjem.
MONSIEUR BALLON
De er jo norsk?
PEER GYNT
Aj fødsel, ja!
Men verdsborger af gemyt.
For hvas jeg har af lykken nydt,
jeg takke kan Amerika.
De vel forsynte bogreoler
jeg skylder Tysklands yngre skoler.
Fra frankrig fik jeg mine veste,
min holding og min skærv af ånd, —
fra England en arbejdsom hånd
og skærpet sans for eget bedste.
Af jøden har jeg lært at vente.
Lidt hang til dolce far niente
jeg fra Italien fik en sending, —
og engang i en snever vending
jeg øged mine dages mål
ved bistand af det svenske stål.
TRUMPETERSTRALE

(hæver sit glas)
Ja, svenske stålet – !
VON EBERKOPF
Stålets svinger
vi først og fremst vor hyldest bringer!

(De klinker og drikker med ham. Han begyner at blive hed i hovedet.)

MASTER COTTON
Alt dette er såre godt; —
men, Sir, nu gad jeg vide blot,
hvad De med Deres guld vil gøre.
PEER GYNT

(smilende)
Hm; gøre? Hvad?
ALLE FIRE

(rykker nærmere)
Ja, lad os høre!
PEER GYNT
Nu; for det første gå på rejser.
Se, derfor tog jeg jer ombord
som selskabsbrødre i Gibraltar.
Jeg trængte til et danserkor
af venner som mit guldkalv-alter —
VON EBERKOPF
Højst vittigt sagt!
MASTER COTTON
Men ingen hejser
sit sejl for blot og bart at sejle.
De har et mål, det kan ej fejle.
Og målet er – ?
PEER GYNT
At blive kejser.
ALLE FIRE
Hvad?
PEER GYNT

(nikker)
Kejser!
ALLE FIRE
Hvor?
PEER GYNT
I hele verden.
MONSIEUR BALLON
Hvorledes, ven – ?
PEER GYNT
Den plan er ingenlunde ny;
den sjælen var i al min færden.
Som gut jeg har i drømme rullet
vidt over havet på en sky.
Jeg steg med slæb og gylden slire, —
og dratted ned på alle fire.
Men målet, venner, stod ved magt. —
Det er jo skrevet eller sagt
etsteds, jeg mindes ikke hvor,
at hvis du vandt den ganske jord,
men selv dig tabte, var din vinding
kun krans omkring en kløvet tinding.
Så står der, – eller noget sligt;
og dette ord er intet digt.
VON EBERKOPF
Men hvad er da det gyndske selv?
PEER GYNT
Den verden bag mit pandehvæl,
som gjør at jeg er ingen anden,
en mig, så lidt som Gud er fanden.
TRUMPETERSTRALE
Nu skønner jeg, hvorhen det siger!
MONSIEUR BALLON
Sublim som tænker!
VON EBERKOPF
Høj som digter.
PEER GYNT

(i stigende stemning)
Det gynske selv, – det er den hær
af ønsker, lyster og begær, —
det gynske selv, det er det hav
af infald, fordringer og krav,
kort alt, som netop mit bryst hæver,
og gør at jeg, som sådan, lever.
Men som Vorherre trænger muldet,
skal han bestå som verdens Gud,
så har jeg behov for guldet,
skal jeg som kejser ta’e mig ud.
MONSIEUR BALLON
Men guldet har De!
PEER GYNT
Ikke nok.
Ja, måske for en to-tre etmål,
som kejser á la Lippe-Detmold.
Men jeg vil være mig en bloc,
vil være Gynt på hele kloden,
Sir Gynt fra toppen og til roden!
MONSIEUR BALLON

(henreven)
Besidde verdens første dejlighed!!
VON EBERKOPF
Al hundredårs Johannisberger!
TRUMPETERSTRALE
Og alle Karl den tolvtes værger!
MASTER COTTON
Men først en profitabel lejlighed
til transaktion —
PEER GYNT
Den er alt funden;
og dertil var vor ankring grunden.
Iaften farten står mod nord.
Aviserne, jeg fik ombord,
beretter mig en vigtig nyhed – !

(Rejser sig med hævet glas.)
Det er, som lykken uden ophør
bær hjælp til den, der selv har kryhed —
HERRENE
Nu? Sig os – !
PEER GYNT
Hellas er i oprør.
ALLE FIRE

(springer opp)
Hvad! Grækerne – ?
PEER GYNT
Har rejst sig hjemme.
DE FIRE
Hurra!
PEER GYNT
Og tyrken er i klemme!

(Tømmer glasset.)

MONSIEUR BALLON
Til Hellas! Ærens port står åben!
Jeg hjælper med mit franske våben!
VON EBERKOPF
Og jeg med oppråb – på distance!
MASTER COTTON
Jeg ligeså – leverance!
TRUMPETERSTRALE
Gå på! Jeg finde skal i Bender
de verdenskendte sporespænder!
MONSIEUR BALLON

(falder Peer Gynt om halsen)
Tilgiv mig, ven, at jeg en stund
har miskendt Dem!
VON EBERKOPF

(trykker hans hænder)
Jeg dumme hund,
jeg holdt Dem hartad for en slyngel!
MASTER COTTON
Det er for stærkt; kun for en nar —
TRUMPETERSTRALE

(vil kysse ham)
Jeg, farbror, for et exemplar
af Yankee-pakkets værste yngel – !
Forlad mig – !
VON EBERKOPF
Vi har alle famlet —
PEER GYNT
Hvad snak er det?
VON EBERKOPF
Nu ser vi samlet
i glans den hele gytske hær
af ønsker, lyster og begær – !
MONSIEUR BALLON

(beundrende)
Så det var monsieur Gynt at være!
VON EBERKOPF

(ligeså)
Det er at være Gynt med ære!
PEER GYNT
Men sig mig dog – ?
MONSIEUR BALLON
Forstår De ej?
PEER GYNT
Ifald jeg gør, jeg la’er mig hænge!
MONSIEUR BALLON
Hvorledes? Går ej Deres vej
til Grækerne med skib og penge – ?
PEER GYNT

(blæser)
Nej, mange tak! Jeg støtter styrken
og låner pengene til Tyrken.
MONSIEUR BALLON
Umuligt
VON EBERKOPF
Vittigt sagt, men spøg!
PEER GYNT

(tier lidt, støtter sig til en stol og antager en fornem mine)
Hør, mine herrer, det er bedst
vi skilles, før den sidste rest
af venskab blaffrer bort i røg.
Hvo intet ejer, letvindt vover.
Når man af verdenråder knapt
den stribe muld man skygger over,
man til kanonmad er som skabt.
Men står man berget på det tørre,
som jeg, da er ens indsats større.
Gå De til Hellas. Jeg skal sende
Dem gratis væbnede iland.
Jo mer De øger stridens brand,
desbedre kan jeg buen spænde.
Slå smukt for frihed og for ret!
Løb storm! Gør Tyrken helvedet hedt; —
og slut med hæder Deres dage
på Janitscharens lansestage. —
Men hav mig undskyldt.

(Slår på lommen.)
Jeg har mynt
og er mig selv, Sir Peer Gynt.

(Han slår sin solskærm op og går ind i lunden, hvor hængekøjerne skimtes.)

TRUMPETERSTRALE
Den svinske karl!
MONSIEUR BALLON
Ej sans for ære – !
MASTER COTTON
Å, æren, den fik endda være;
men tænk jer, hvad enorm profit
for os, hvislandet slog sig frit —
MONSIEUR BALLON
Jeg så mig alt som sejervinder
i kreds af skønne grækerinder!
TRUMPETERSTRALE
Jeg så i mine svenske hænder
de heltestore sporespænder!
VON EBERKOPF
Jeg mit uhyre fædrelands
kultur så spredt til lands og vands – !
MASTER COTTON
Det værste tab er det reelle.
Goddam! Jeg kunde tårer fælde!
Jeg så mig som Olympens ejer.
Hvis berget svarer til sit ry,
så må der findes kobberlejer,
som kunde tages opp påny.
Og dertil denne elv, Kastale,
hvorom der går så megen tale,
med fald på fald, beregnet lavt
til mer end tusend hestes kraft – !
TRUMPETERSTRALE
Jeg går endda! Mit svenske sværd
er mer end Yankee-guldet værd!
MASTER COTTON
Måske; men, ind i rækken stukne,
vi vil i massens mængde drukne;
og hvor blir så profitien af?
MONSIEUR BALLON
Fordømt! Så nær ved lykkens tinde; —
og så at standse ved dens grav!
MASTER COTTON

(med knyttet hånd mod fartøjet)
Hin sorte kiste slutter inde
nabobens gyldne negersverd – !
VON EBERKOPF
En kongstanke! Fort! Afsted!
Hans kejserdom er om en hals!!
Hurra!
MONSIEUR BALLON
Hvad vil De?
VON EBERKOPF
Vinde magten!
Besætningen er let tilfals.
Ombord! Jeg annekterer yachten!
MASTER COTTON
De – hvad – ?
VON EBERKOPF
Jeg kniber alt iflæng!

(Går ned til jollen.)

MASTER COTTON
Da byder mig mit eget tarv
at knibe med.

(Går efter.)

TRUMPETERSTRALE
Det er en skarv!
MONSIEUR BALLON
Et keltringstykke – ! Men – enfin!

(Følger de andre.)

TRUMPETERSTRALE
Jeg får vel følge dem på færden,
– men protesterer for alverden – !

(Går efter.)

__________________________

(Et andet sted på kysten. Måneskin og drivende skyer. Yachten går langt ude for fuld damp. Peer Gynt løber langs stranden. Snart kniber han sig i armen, snart stirrer han ud over havet.)

PEER GYNT
Mareridet! – Væv! – Nu vågner jeg snart!
Den står fra land! Og i rasende fart! —
Bare væv! Jeg sover! Jeg er drukken og yr!

(Knuger hænderne.)
Det går dog umuligt an, at jeg dør!

(Rykker sig i håret.)
En drøm! Jeg vil det skal være en drøm!
Forfærdeligt! Hu; det er sanhed, desværre!
Mine asner af venner – ! Hør mig, Vorherre!
Du er jo så vis og retfærdig – ! O, døm – !

(Med oprakte arme.)
Det er mig, Peter Gynt! Å, Vorherre, pas på!
Tag dig af mig, fader: ellers må jeg forgå!
Lad dem bakke maskinen! Lad dem fire ned giggen!
Stop tyvene! Gør noget uklart i riggen!
Hør mig! Lad ligge de andres grejer!
Verden skøtter dig nok selv imens! —
Nej – Gud om han hører! Han er døv, som han plejer!
Det er stel! En Gud, som på råd er læns!

(Vinker oppad.)
Pst! Jeg har skilt mig ved negerplantagen!
Jeg har skikket missionærer over til Asien!
En håndsrækning er dog en anden værd!
Å, hjælp mig ombord – !

(En ildstråle skyder ivejret fra yachten og en tyk røg vælter ud; et hult knald hæres; Peer Gynt udstøder et skrig og segner ned i sandet; lidt efter trækker røgen bort; skibet er forsvundet.)

PEER GYNT

(bleg og sagte)
Det var straffens sværd!
Tilbunds med mand og mus i et plump!
O, evigt priset være lykkens slump! —

(Rørt.)
Slumpetræf? Nej, det var mer end så.
Jeg skulde frelses og de forgå.
O, tak og pris, at du har mig hyttet,
holdt øje med mig trods alle mine brøst! —

(Ånder dybt ud.)
Hvilken vidunderlig tryghed og trøst
i at vide sig selv separat beskyttet.
Men i ørken! Hvor får jeg mad og drikke?
Å, jeg finder nok lidt. Det må han forstå.
Det er ikke så farligt; —

(højt og indsmigrende)
han vil visst ikke,
at jeg lille fattige spurv skal forgå!
Bare ydmyg i sindet. Og så unde ham frist.
Lade Herren råde; ikke hænge med ørene —

(farer forskræmt ivjeret).
Var det en løve, som knurred i rørene – ?

(Med klapprende tænder.)
Nej, det var ingen løve.

(Mander sig op.)
En løve; jo visst!
De bæster, de holder sig nok afsides.
Med sin overmand er det ikke grejdt at bides.
De har jo et instinkt; – de føler, som sandt er,
det er farligt at lege med elefanter. —
Men alligevel. Jeg får finde et træ.
Derborte svajer akazier og palmer;
kan jeg klyve derop, har jeg tryghed og læ, —
især hvis jeg dertil kunde et par salmer —

(klattrer opp).
Morgenen er ikke kvelden lig;
det skriftested er ofte nok vejet og drøftet.

(Sætter sig tilrette.)
Hvor dejligt at føle sin ånd så løftet.
Tænke ædelt, er mer, end at vide sig rig.
Bare bygge på ham. Han ved hvad portion
af nødens kalk jeg er mand for at drikke.
Han er faderligt sindet imod min person; —

(kaster et øje ud over havet og hvisker med et suk):
men økonom, – nej, det er han ikke!
__________________________

(Natt. Marokansk lejr på grænsen mod ørkenen. Vagtild og hvilende krigere.)

EN SLAVE

(kommer og river sig i håret)
Væk er kejserens hvide ganger!
AN ANDEN SLAVE

(kommer og sønderriver sine klæder)
Kejserens hellige dragt er stjålen!
OPSYNSMAND

(kommer)
Hundred slag får under sålen
hver, som ikke tyven fanger!

(Krigerene stiger tilhest og galopperer bort i alle retninger.)

__________________________

(Daggry. Trægruppen med akazier og palmer. Peer Gynt i træet med afbrukken gren i hånden holder sig en sværm abekatte fra livet.)

PEER GYNT
Fatalt! En højst ubehangelig nat.

(Slår om sig.)
Er du der igen? Det er dog forbandet!
Nu kaster de frugt. Nej; det er noget andet.
Et væmmeligt dyr, den abekat!
Der står skrevet: du skal våge og fægte.
Men jeg kan s’gu ikke; jeg er tung og mat.

(Forstyrres igen; utålmodig:)
Jeg må få en pinde for det uvæsen sat!
Jeg må se at få fanget en af de knægte,
hængt ham og krængt ham og klædt mig ud
på sæt og vis i hans lådne hud,
så vil de andre tro jeg er ægte. —
Hvad er vi mennesker? Kun et fnug.
og lidt får man læmpesefter skik og brug. —
Atter en sværm! De myldrer og kryr.
Pak jer! Tsju! De ter sig som gale.
Havde jeg blot en forloren hale, —
noget sådant, som gav en vis lighed med dyr – .
Hvad nu? Der tasser det over mit hode – !

(Ser opp.)
Den gamle, – med næverne fulde af smuds – !

(Kryber ænsgtelig sammen og holder sig en stund stille. Abekatten gør en bevægelse; Peer Gynt begyner at lokke og godsnakke, som for en hund.)
Ja, – er du der, du gamle bus!
Han er skikkelig, han! Han kan tages med det gode!
Han vil ikke kaste; – nej, var det ligt —
Det er mig! Pip-pip! Vi er gode venner!
Aj-aj! Kan du høre, jeg sproget kender??
Bus og jeg, vi er skyldfolk og sligt; —
Bus skal få sukker imorgen – ! Det bæst!
Hele ladningen over mig! Uf, det er væmmeligt! —
Eller kanske det var føde? Det smagte ubestemmeligt;
dog, hvad smagen angår, gør vanen mest.
Hvad er det for en tænker, som engang har sagt:
man får spytte og håbe på vanens magt? —
Der er yngelen også!

(Fægter og slår.)
Det er dog for galt,
at mennesket, denne skabningens herre,
skal se sig nødt til – ! Gevalt! Gevalt!
Den gamle er fæl, men de unge er værre!
__________________________

(Tidlig morgen. Stenet egn med udsigt ind over ørken. På den ene side en fjeldkløft og en hule. En tyv og en hæler i kløften med kejserens hest og klædning. Hesten, rigt opsadlet, står bunden til en sten. Rytterene langt borte.)

TYVEN
Lanserens tunger,
slikkende, spillende, —
se, se!
HÆLEREN
Jeg føler alt knappen
i sandet trillende!
Ve, ve
TYVEN

(folder armene over bryst)
Min fader var tyv;
hans søn må stjæle.
HÆLEREN
Min fader var hæler;
hans søn må hæle.
TYVEN
Din lod skal du bære;
dig selv skal du være.
HÆLEREN

(lytter)
Fodtrin i krattet!
På flugt! Men hvor?
TYVEN
Hulen er dyb
og profeten stor!

(De flygter og lader kosterne i stikken. Rytterene taber sig i det fjerne.)

PEER GYNT

(kommer, skærende på en rørfløjte)
Hvilken livsalig morgenstund! —
Skarnbassen triller din kugle i gruset;
sneglen kryber af sneglhuset.
Morgenen; ja, den har guld i mund. —
Det er dog igrunden en mærkelig magt,
naturen har sådan i dagslyset lagt.
Man føler sig så tryg, føler modet vokse,
turde gerne, om så var, binde an med en okse. —
Hvilken stilhed omkring! Ja, de landlige glæder, —
ubegribeligt nok, at eg vraged dem før;
at man lukker sig inde i de store stæder,
blot for at rendes af pakket på dør, —
Nej; de, hvor firben vimser omkring,
snapper og tænker på ingenting.
Hvilken uskyld selv over dyrenes liv.
Hvert holder sig skaberens bud efterretteligt,
bevarer sit særlige præg uudsletteligt,
er sig selv, sig selv gennem leg og kiv,
sig selv, som det blev på hansførste bliv.

(Sætter logretten på næsen.)
En padde. Midt i en sandstensblok.
Forstening omkring. Kun hovedet ude.
Der sidder den og ser, som gennem en rude,
på verden og er sig selv – nok. —

(Tenker.)
Nok? Sig selv – ? Hvor er det, det står?
Jeg har læst det, som gut, i en såkaldt storbog.
Var det huspostillen? Eller Salomons ordbog?
Fatalt; jeg mærker, at år for år
min sans for tiden og stedet forgår.

(Setter sig i skyggen.)
Her er svalt at hvile og strække sibne fødder.
Se her gror bregner. Spiselige rødder.

(Smager lidt.)
Det er ligere mad for et kreatur; —
men der står jo skrevet: tving din natur!
Endvidere står der: hovmod må bøjes.
Og hvo sig fornedrer, han skal ophøjes.

(Urolig.)
Opphøjes? Ja, det vil ske med mig; —
det er umuligt at tenke sig andet.
Skæbnen vil hjælpe mig bort fra landet
og mage det så, at jeg kommer ivej.
Dette her er en prøvelse; siden kommer frelsen, —
når bare Vorherre under mig helsen.

(Skynder tankerne fra sig, tænder en cigar, strækker sig og stirrer ind over ørken.)
Hvilket umådeligt, grænseløst øde. —
Langt derborte skridter en struds. —
Hvad skal enegentlig tro var Guds
mening med alt dette tomme og døde?
Dette, som alle livskilder savner;
dette forbrændte, som ingen gavner; —
denne brøk af verden, som ligger brak;
dette lig, som ej, siden jordens fødsel,
har bragt sin skaber så meget som tak, —
hvi blev det til? – Naturen er ødsel. —
Er det hav, det i øst, det blinkende, flakke,
som glittrer? Umuligt; kun sansebedrag.
havet i vest; det højner sig bag,
dæmmet ude fra ørken ved en skrånende bakke.

(En tanke farer gennem ham.)
Dæmmet ude? Så kunde jeg – ? Højden er smal.
Dæmmet ude? Et gennembrudd blut, en kanal, —
som en livsensflod vilde vandene skylle
ind gennem svælget og ørken fylde!
Snart vilde hele den glødende grav
ligge der frisk som kruset hav.
Oaserne vilde som øer sig højne,
Atlas grønnes som fjerldkyst mod nord;
sejler vilde, som fugle forfløjne,
skære mod syd karavanernes spor.
Livende luft vilde sprede de kvalme
dunster, og dugg vilde drysse fra sky;
folk vilde bygge sig by ved by,
og græs vilde gro om den svajende palme.
Landet i syd bar Saharas mur
blev til et kystland med frisk kultur.
Damp vilde drive Tombuktus fabriker;
Bornu blev kolonisert med il;
op gennem Habes for forskeren sikker
i sin waggon til den øvre Nil.
Midt i mit hav, på en fed oase,
vil jeg forplante den norske race;
det dølske blod er jo kongeligt næsten;
arabisk krydsning vil gøre resten.
Rundt om en vik på en stigende strand
får jeg lægge Peeropolis, hovedstaden
Verden er aflægs! Nu kommer raden
Gyntiana, mit unge land!

(Springer opp.)
Bare kapitaler, så er det gjort. —
En nøgle af guld til havets port!
Korstog mod døden! Den griske punger
skal åbne for sækken, der han ligger og ruger.
For frihed sværmes i alle lande; —
som asnet i arken vil jeg sende et råb
over verden og bringe befrielsens dåb
til ed dejlige, bundne, vordende strande.
Jeg må frem! Kapitaler i øst eller vest!
Mit rige, – mit halve rige for en hest!

(Hesten vrinsker i fjeldkløften.)
En hest! Og klædning! – Og smykker, – og værge!!

(Går nærmere.)
Umuligt! Jo, virkelig – ! Hvad? jeg har læst
etsteds at viljen kan flytte bjerge; —
men at den også kunde flytte en hest – ?
Vås! Det er faktum, at her står hesten; —
ab esse ad posse og så videre forresten —

(trækker klædningen udenpå og ser ned over sig).
Sir Peter – og Tyrk fra top til rod!
Nej, en ved aldri, hvad der kan hændes. —
Rap dig, Grane, min ganger god!

(Stiger i sadelen.)
Guldtøffel til å støtte min fod! —
På ridestellet skal storfolk kendes!

(Han galloperer ind i ørkenen.)

__________________________

(Telt hos en araberhøvdning, ensomt på en oase. Peer Gynt i sin østerlandske dragt hvilende på dyner. Han drikker kaffe og røger af en lang pibe. Anitra og en flok piger danser og synger for ham.)

PIGERNES KOR
Profeten er kommen!
Profeten, herren, den alting vidende,
til os, til os er han kommen
over sandhavet ridende!
Profeten, herren, den aldri fejlende,
til os, til os er han kommen
gennem sandhavet sejlende!
Rør fløjten og trommen;
profeten, profeten er kommen!
ANITRA
Hans ganger er mælken, den hvide,
som trømmer i Paradisets floder.
Bøj eders knæ! Sænk eders hoder!
Hans øjne er stjerner, blinkende, blide.
Intet jordbarn dog tåler
glansens glans af de stjerners stråler.
Gjennem ørken han kom.
Guld og perle sprang frem på hans bryst.
Hvor han red blev det lyst.
Bag ham blev mørke;
bag ham for aumum og tørke.
Han, den herlige, kom!
Gennem ørken han kom,
som en jordsøn pyntet,
Kaba, Kaba står tom; —
han har selv forkyndt det!
PIGERNES KOR
Rør fløjten og trommen;
profeten, profeten er kommen!

(Pigerne danser under dæmpet musik.)

PEER GYNT
Jeg har læst på tryk – og satsen er sand —
«ingen blir profet i eget land». —
Dette her, det huger mig meget bedre,
end livet histover blandt Charlstowns redre.
Der var noget hult i den hele sag,
noget fremmed på bunden, noget uklart bag; —
jeg følte mig aldri hjemme i laget,
og aldri rigtig som mand af faget.
Hvad vilde jeg også på den gallej?
Rode og rode i forretningsbingen.
Når jeg tænker mig om, jeg fatter det ej; —
det traf sig så; det er hele tingen. —
Vær sig selv på grundlag af guld,
det er som at bygge sit hus på sandet.
For uhr og for ring og for alt det andet
loggrer de godtfolk og kryber i muld;
de løfter på hatten for brystnål-kronen;
men ring eller nål er jo ikke personen. —
Profet; se, det er en klarere stilling.
Da ved man dog på hvad fod man står.
Slår man an, så er det en selv, som får
ovationen, og ej ens pundsterling og shilling.
Man er, hvad man er, foruden snak;
man skylder ej slump eller tilfælde tak,
og støtter sig ei til panten og bevilling. —
Profet: ja, det er noget for mig.
Og jeg blev det så inderlig uforvarende, —
blot ved at komme gennem ørken farende
og træffe naturens børn på min vej.
Profeten var kommen; den sag var klar.
Det var såmen ikke min agt at bedrage – ;
der er forskel på løgn og profetisk svar;
og jeg kan jo altid træde tilbage.
Jeg er ikke bunden; det er ikke værre – ;
det hele er, så at sige, privat;
jeg kan gå, som jeg kom; min hest står parat;
kort sagt, jeg er situasjonens herre.
ANITRA

(nærmer sig fra indgangen)
Profet og hersker!
PEER GYNT
Hvad vil min slavinde?
ANITRA
Ventende for teltet står slettens sønner;
de beder at få skue dit ansigt —
PEER GYNT
Stop!
Sig dem, de kan i afstand troppe op;
sig dem, jeg hører i afstand deres bønner.
Læg til, jeg tåler ingen mandfolk herinde!
Mænderne, barn, er en skrøbelig slægt, —
ret hvad man kalder nogle arrige skarn!
Anitra, du kan ikke tænke dig, hvor frækt
de har snydt – hm! Jeg mener syndet, mit barn! —
Nå; det var nu det! Dans for mig, kvinder!
Profeten vil glemme sine ærgerlige minder.
PIGERNE

(dansende)
Profeten er god; Profeten er bedrøvet
for det onde, som støvets sønner har øvet!
Profeten er mild; hans mildhed være priset;
han åbner for synderne Paradiset!
PEER GYNT

(idet hans øjne følger Anitra under dansen)
Benene går som trommestikker raske.
Ej! Hun er sandelig lækker, den taske.
Hun har nogen extragavante former, —
ikke ganske stemmende med skønhedens normer;
men hvad er skønhed? En vedtægt kun, —
en mynt, som er gangbar til sted og stund.
Og just det extravagante behanger,
når man har tilbunds det normale nydt.
I det lovbundne blir mnn for rusen snydt.
Enten yderlig fyldig, eller yderlig mager;
enten ængstende ung, eller skremmende gammel; —
det middels gør vammel. —
Hendes fødder – de er ikke ganske rene;
ikke armene heller; især den ene.
Men det er igrunden ingen forringelse.
Jeg vil snarere kalde det en betingelse —
Anitra, hør her!
ANITRA

(nærmer sig)
Din slavinde har hørt!
PEER GYNT
Du er lokkende, barn! Profeten er rørt.
Vil du ikke tro mig, så fornem beviset; —
jeg gør dig til Houri i Paradiset!
ANITRA
Umuligt, herre!
PEER GYNT
Hvad? Tror du, jeg væver?
Det er ramme alvor, så sandt jeg lever!
ANITRA
Men jeg har ingen sjæl.
PEER GYNT
Så kanst du få!
ANITRA
Hvorledes, herre?
PEER GYNT
Det må jeg forstå; —
jeg skal nok tage mig af din opdragelse.
Ingen sjæl? Ja ganske visst er du dum,
som man siger. Jeg har mærket det med beklagelse.
Men pyt; til en sjæl har du altid rum.
Kom her! lad mig måle din hjernekiste. —
Der er plads, der er plads; det var det jeg vidste.
Sandt nok, – du vil aldri komme til at stikke
synderlig dybt; nogen tror sjæl får du ikke; —
men, skidt; det kan også være det samme; —
du skal få så meget, at du ikke står tilskamme —
ANITRA
Profeten er god —
PEER GYNT
Du nøler? Tal!
ANITRA
Men jeg øsnker heller —
PEER GYNT
Snak væk uden dvælen!
ANITRA
Jeg bryder mig ikke så meget om sjælen; —
giv mig heller —
PEER GYNT
Hvilket?
ANITRA

(peger på hans turban)
Hin skønne opal!
PEER GYNT

(henrykt, idet han rækker hende smykket)
Anitra! Evas naturlige datter!
Magnetisk jeg drages; thi jeg er mand,
og, som der står hos en agtet forfatter:
«Das Ewig-Weibliche ziehet uns an!»

(Måneskinsnat. Palmelund udenfor Anitras telt. Peer Gynt med en arabisk luth i hånden sidder under et træ. Hans skæg og hår er studset; han ser betydeligt yngre ud.)

PEER GYNT

(spiller og synger)
Jeg stængte for mit Paradis,
og tog dets nøgle med.
Det bar tilhavs for nordlig bris!
mens skønne kvinder sit forlis
på havsens strand begræd.
Mod syd, mod syd skar kølens flugt
de salte strømmes vand.
Hvor palmen svajer stolt og smukt,
i krans om oceanets bugt,
jeg stak mit skib i brand.
Ombord jeg sted på slettens skib,
et skib på fire ben.
Det skummed under piskens Hieb; —
jeg er en flygtig fugl; o, grib, —
jeg kviddrer på en gren!
Anitra, du er palmens most;
det må jeg saned nu!
Ja, selv Angoragedens ost
er neppe halvt så sød en kost,
Anitra, ak, som du!

(Hænger luthen over skulderen og kommer nærmere.)
Stilhed! Mon den fagre lytter?
Har du hørt mit lille digt?
Mon hun bar gardinet glytter,
udrappert af slør og sligt? —
Hys! Det klang jo, som korken
volsomt af en flaske sprang!
Nu igen! Og end en gang!
Er det elskovssuk? Nej, sang; —
nej, det er en hørbar snorken. —
Sød musik! Anitra sover.
Nattergal, hold op å slå!
Alslags ufærd skal du få,
hvis med kluk og klunk du vover —
do, som skrevet står, lad gå!
Nattergalene er en sanger;
ak, jeg selv er ligeså.
Han, som jeg, med toner fanger
hjerter, ømme, bløde, små.
Skabt for sang er natten sval;
sangen er vor fælles sfære;
det, at synge, er at være
os, Peer Gynt og nattergal.
Og just det, at pigen sover,
er min elskovslykkes tip; —
det, at spidse læben over
bægret uden mindste nip – ;
men der er hun jo, minsæl!
Bedst, hun kom, alligevel.
ANITRA

(fra teltet)
Herre, kalder du i natten?
PEER GYNT
Ja såmen; profeten kalder.
Jeg blev vækket før af katten
ved et volsomt jagtrabalder —
ANITRA
Ak, det var ej jagtlarm, herre;
det var noget meget værre.
PEER GYNT
Hvilket da?
ANITRA
O, skån mig!
PEER GYNT
Tal!
ANITRA
O, jeg rødmer —
PEER GYNT

(nærmere)
Var det kanske
hvad der fyldte mig så ganske,
da jeg gav dir min opal?
ANITRA

(forskrækket)
Ligne dig, o, verdens skat,
med en ækkel kat!
PEER GYNT
Barn, fra elskovs standpunkt set,
kan en hankat og profet
komme hartad ud på et.
ANITRA
Herre, spøgens honning strømmer
fra din læbe.
PEER GYNT
Lille ven;
du, som andre piger, drømmer
skorpen kun af store mænd.
Jeg er spøgefuld igrunden,
og på tomandshånd især.
Af min stilling er jeg bunden
til en maskes alvorsskær;
dagens pligter gør mig tvungen;
alt det regnskab og besvær,
som jeg har med en og hver,
gør mid tidt profetisk tvær;
men det ligger kun på tungen. —
Væk med vås! I tetatet’en
er jeg Peer, – ja, den, jeg er.
Hej, nu jager vi profeten;
og mig selv, mig har du her!

(Sætter sig under et træ og drager hende til sig.)
Kom, Anitra, vi vil hvile
under palmens grønne vifte!
Jeg skal hviske, du skal smile;
siden vil vi roller skifte;
da skal dine læber friske,
mens jeg smiler, elskov hviske!
ANITRA

(lægger sig for hans fødder)
Hvert dit ord er sødt som sange,
skønt jeg lidt kun deref fatter.
Herre, svar mig, kan din datter,
ved at lytte, sjælen fange?
PEER GYNT
Sjælen, åndens lys og viden
skal du nok bekomme siden.
Når i øst på rosenstrimer
prentes gyldent; her er dagen, —
da, min tøs, da gier jeg timer;
du skal nok bli velopdragen.
Men i nattens lune stille
var det dumt, ifald jeg vilde
med en luvslidt visdoms rester
træde op som skolemester. —
Sjælen er jo ikke heller,
ret betragtet, hovedsagen.
Det er hjertet, som det gælder.
ANITRA
Tal, o, herre! Når du taler,
ser jeg glimt, som af opaler!
PEER GYNT
Kløgt, på spidsen sat, er dumhed;
fejgheds knop, i blomt, er grumhed;
sandhed i sin overdrift.
er en bagvendt visdomsskrift.
Ja, mit barn, – jeg er forsvoren
som en hund, hvis ej der går
sjælsforædte folk på jorden,
som til klarhed tungvindt når.
Jeg har kendt en sådan krop,
perlen i den hele trop;
og selv han tog fejl af målet,
misted meningen i skrålet. —
Ser du ørken om oasen?
Hvis jeg blot min turban svinger,
verdenshavets flod jeg tvinger
til at fylde hele stadsen.
Men jeg var en dompap-pande,
hvis jeg skabte hav og lande.
Ved du, hvad det er at leve?
ANITRA
Lær mig det!
PEER GYNT
Det er at svæve
tørskod nedad tidens elv,
helt og holdent som sig selv.
Kun i mandskraft kan jeg være
den, jeg er, min lille kære!
Gammel ørn sin fjærham fælder,
gammel støder går og hælder,
gammel kærring mister tænder,
gammel knark får visne hænder, —
hver og en får vissen sjæl.
Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske,
som en sultan, hed og hel, —
ej på Gyntianas banker,
under palmeløv og ranker, —
men, på grundlag af det færske,
i en kvindes jomfru-tanker. —
Ser du nu, min lille pige,
hvi jeg har dig nådigst dåret, —
hvi jeg har dit hjerte kåret,
grundlangt, som jeg så må sige,
der mit væsens Kalifat?
Jeg vil eje dine længsler.
Voldsmagt i min elskovs stat!
Du skal være min alene.
Jeg vil være den, der fængsler
dig, som guld og ædelstene.
Skilles vi, er livet omme, —
ja, for din part, notabene!
Hele du, hver trevl og tomme,
uden vilje, ja, og nej,
vil jeg vide fyldt af mig.
Dine lokkers midnatsgaver,
alt, hvad yndigt er at nævne,
skal som babylonske haver,
vinke mig til sultanstævne.
Derfor er det brav igrunden
med dit tomme pandehvælv.
Har man sjæl, så er man bunden
i betragtning af sig selv.
Hør, imens vi just er ved det; —
hvis du vil, du skal, min tro,
få en ring om ankelledet; —
det blir bedst for begge to; —
jeg taer plads i sjælestedet,
og forøvrigt – status quo.

(Anitra snorker.)
Hvad? Hun sover! Er det gledet
hus forbi, hvad jeg har sagt? —
Nej; det stempler just min magt,
at hun flyder bort i drømme
på min elskovstales strømme.

(Rejser sig og lægger smykker i hendes skjød.)
Her er søljer! Her er fler!
Sov, Anitra! Drøm om Peer —
Sov! Isøvne har du kronen
på din kejsers pande sat!
Sejr på grundlag af personen
vandt Peer Gynt i denne nat.
__________________________

(Karavanevej. Oasen langt tilbake i det fjerne. Peer Gynt, på sin hvide hest, jager gennem ørken. Han har Anitra foran sig på sadelknappen.)

ANITRA
Lad være; jeg bider!
PEER GYNT
Du lille skalk!
ANITRA
Hvad vil du?
PEER GYNT
Vil? Lege due og falk!
Føre dig bort! Gjøre gale streger!
ANITRA
Skam dig! En gammel profet – !
PEER GYNT
Å, vås!
Profeten er ikke gammel, din gås!
Synes du dette på alderdom peger?
ANITRA
Slipp! Jeg vil hjem!
PEER GYNT
Nu er du koket!
Tænk, hjem! Til svigerfaer! Det var net!
Vi gale fugle, af buret fløjne,
tør aldri mere komme ham for øjne.
Desuden, min unge, på samme sted
bør man ikke for længere til slå sig ned;
man mister i agt, hvad man vinder i kendskab; —
især, når man kommer som profet eller sligt.
Flygtigt skal man vise sig, gå som et digt.
Det var s’gu på tid at besøget fik endskab.
Det er vaklende sjæle, disse slettens sønner; —
tilslut vanked hverken virak eller bønner.
ANITRA
Ja, men er du profet?
PEER GYNT
Jeg er din kejser!

(Vil kysse hende.)
Nej, se hvor den lille hakkespæt knejser!
ANITRA
Giv mig den ring, som sidder på din finger.
PEER GYNT
Tag, søde Anitra, det hele pøjt!
ANITRA
Dine ord er sange! Lifligt de klinger!
PEER GYNT
Saligt, at vide sig elsket så højt!
jeg vil af! Jeg vil lede hesten, som din slave!

(Rækker hende ridepisken og stiger af.)
Se så, min rose, min dejlige blomst;
her vil jeg gå i sandet og kave
til jeg rammes af solstik og får min bekomst.
Jeg er ung, Anitra; hva det for øje!
Du får ikke veje mine fagter så nøje.
Spas og spilopper er ungdoms kriterium!
Hvis altså ikke ånd var så tung,
så vilde du skønne, min yndige nerium, —
din elsker gjør spilopper, – ergo er han ung!
ANITRA
Ja, du er ung. Har du flere ringe?
PEER GYNT
Ikke sandt? Der; grams! Som en buk kan jeg springe!
Var her vinløv i nærheden, skulde jeg mig kranse.
Ja minsækl er jeg ung! Hej, jeg il danse!

(Danser og synger.)
Jeg er en lyksalig hane!
Hak mig, min lille tippe!
Ej! Hop! Lad mig trippe; —
jeg er en lyksalig hane!
ANITRA
Du sveder, profet; jeg er angst du skal smelte; —
ræk mig det tunge, som dingler i dit belte.
PEER GYNT
Ømme bekymrig! Bær pungen for stedse; —
uden guld er elskede hjerter tilfredse!

(Danser og synger igen.)
Unge Peer Gynt er en Galfrands; —
han ved ikke på hvad fod han vil stå.
Pyt, sa’e Peer; – pyt, lad gå!
Unge Peer Gynt er en Galfrands!
ANITRA
Frydfuldt, når profeten i dansen træder!
PEER GYNT
Visvas med profetn! – Lad os bytte klæder!
Hejsan! Træk ud!
ANITRA
Din kaftan blev for lang,
din livgjord for vid og din strømpe for trang —
PEER GYNT
Eh bien!

(Knæler.)
Men gør mig en heftig sorg; —
det er sødt for elskede hjerter at lide!
Hør, når vi kommer hjem til min borg —
ANITRA
Til dit Paradis; – har vi langt at ride?
PEER GYNT
Å, en tusende mile —
ANITRA
For langt!
PEER GYNT
O, hør; —
du skal få den sjæl, som jeg lovte dig før —
ANITRA
Ja tak; jeg hjælper mig uden sjæl.
Men du bad om en sorg —
PEER GYNT

(rejser sig)
Ja, død og plage!
En volsom, men kort, – for en to-tre dage!
ANITRA
Anitra lyder profeten! – Farvel!

(Hun smækker ham et dygtig rap over fingerene og jager i flyvende galop tilbage gennem ørkenen.)

PEER GYNT

(står sen lang stund som lynslagen)
Nå, så skulde da også – !
__________________________

(Samme sted. En time senere. Peer Gynt, adstadig og betænksom, trækker tyrkerklæderene af, stykke for stykke. Tilsidst tager han sin lille rejsehue op af frakkelommen, sætter den på, og står atter i sin europæiske dragt.)

PEER GYNT

(idet han kaster turbanen langt fra sig)
Der ligger Tyrken, og her står jeg! —
Det hedenske væsen duer s’gu ej.
Det var heldigt, det kun var i klæderne båret,
og ej, som man siger, i kødet skårt. —
Hvad vilde jeg også på den gallej?
En står sig dog bedst på at at leve som kristen,
vrage påfuglhabittens pral,
støtte sin færd til lov og moral,
være sig selv og få sig tilsidst en,
tale ved graven og kranse på kisten.

(Går nogle skrit.)
Den taske; – hun var på et hængende hår
ifærd med at gøre mig hodet kruset.
Jeg vil være et trold, ifald jeg forstår,
hvad det var, som gjorde mig ørsk og ruset.
Nå; godt, det fik slut! Var spasen dreven
et skridt endnu, var jeg latterlig bleven. —
Jeg har fejled. Ja; – men det er dog en trøst,
at fejled på grundlag af stillingens brøst.
Det var ikke selve personen, der faldt.
Det er egentlig dette profetiske levnet,
så ganske blottet for virksomheds salt,
som har sig med smagløsheds kvalmer hævnet.
En dårlig bestilling at være profet!
I embedets medfør skal man gå som i tågen;
profetisk taget man fluks er bét,
så såre man tér sig ædru og vågen.
Får så vidt har jeg gjort stillingen fyldest,
netop ved at bringe den gås min hyldest.
Men, ikke des mindre —

(brister i latter).
Hm, tenke sig til!
Ville stoppe tiden ved at trippe og danse!
Ville stride mod strømmen ved at svinge og svanse!
Spille på strengeleg, kæle og sukke,
og ende som en hane – med at lade sig plukke.
Den adfærd kan kaldes profetisk vild. —
Ja; plukke! – Tvi; jeg er plukket slemt!
Nå; lidt har jeg rigtignok i baghånden gemt;
jeg har noget i Amerika, noget i lommen;
er altså ikke helt på fantestien kommen. —
Og dette middels er igrunden bedst.
Nu er jeg ikke bunden af kusk eller hæst;
jeg har ingen besvær med kuffert og kærre;
kort sagt, som man siger, jeg er stillingens herre. —
Hvilken vej bør jeg vælge? Mangen vej står mig åben;
og i valget kender man vismand fra tåben.
Mit forretningsliv er et sluttet kapitel;
min kærlighedsleg er en aflagt kittel.
Til krebsegang føler jeg ingen drift.
«Atter og fra, det er lige langt;
ud og ind, det er lige trangt», —
så tror jeg der står i et åndrigt skrift. —
Altså noget nyt; en forældet færd;
et formål som er møjen og pengene værd.
Om jeg skrev mit levnet uden fordølgelse, —
en bog til vejledning og efterfølgelse?
Eller, bi – ! Jeg har tiden ganske til rådighed; —
Hvad, om jeg som en rejsende lærd
studerte de henfarne tiders grådighed!
I sandhed, ja; det er noget for mig!?
Krøniker læste jeg alt som liden,
og har også dyrket den videnskab siden. —
Jeg vil følge menneskeslægtens vej!
Jeg vil svømme som en fjær på historiens strøm,
leve den op igen, som i en drøm, —
se heltenes kampe for stort og godt,
men i sikker behold, som tilskuer blot, —
se tænkerne falde, martyrerne bløde,
se riger grundes og riger forgå, —
de verdensepoker slå ud af det små;
kort sagt, jeg vil skumme historiens fløde. —
Jeg får se at få tag i et bind af Becker,
og rejse kronologisk så langt jeg rækker. —
Vel sandt, – min forkundskab er ikke grundig,
og historiens indre mekaniske underfundig; —
men pyt; hvor udgangspunktet er galest,
blir tidt resultatet orginalest. —
Hvor løftende dog, at sætte sig et mål,
og drive det igennem som flint og stål!

(Stille bevæget.)
Bryde, på alle kanter og ender,
de bånd, som binder til hjemstavn og venner, —
sprænge i luften sin rigdoms skat, —
sige sin kærligheds lykke godnat, —
alt for at finde det sandes mysterium, —

(tørre en tåre af øjet)
det er den ægte forskers kriterium! —
Jeg føler mig lykkelig over al måde.
Nu har jeg løst min bestemmelses gåde.
Nu bare holde ud i tykt og i tyndt!
Det er vel tilgiveligt om jeg knejser
og føler mig selv, som manden Peer Gynt,
også kaldt menneskelivets kejser. —
Det svundnes facit og sum vil jeg eje;
aldri slide de levendes veje; —
samtiden er ej en skosåle værd;
både troløs og margløs er mændenes færd;
deres ånd har ej flugt, deres dåd ej vægt; —

(trækker på skulderen)
og kvinderne, – det er en skrøbelig slægt!

(Han går.)

__________________________

(Sommerdag. Højt opp mod nord. En hytte i storskogen. Åben dør med en stor trælås. Rensdyrhorn over døren. En flok geder ved husvæggen. En middelaldrende kvinde, lys og smuk, sidder og spinder udenfor i solskinnet.)

KVINDEN

(kaster et øje nedover vejen og synger)
Kanske vil der gå både vinter og vår,
og næste sommer med, og det hele år; —
men engang vil du komme, det ved jeg visst;
og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst.

(Lokker på gederne, spinder og synger igen.)
Gud styrke dig hvor du i verden går!
Gud glæde dig, hvis du for hans fodskammel står!
Her skal jeg vente til du kommer igen;
og venter du histoppe, vi træffes der, min ven!
__________________________

(I Ægypten. Morgendæmring. Memonstøtten står i sandet. Peer Gynt kommer gånde og ser sig en stund omkring.)

PEER GYNT
Her kunde jeg passelig begynde min vandring. —
Nu er jeg altså ægypter til forandring;
men ægypter på grundlag af det gynske jeg.
Siden Assyrien jeg lægger ivej.
Helt at begynde med verdens skabelse,
det vilde bare lede til fortabelse; —
jeg vil ganske gå udenom bibelhistorien;
jeg finder jo altid den verslige spor igen;
og at se den, som man siger, i sømmene efter,
ligger udenfor både min plan og mine kræfter.

(Sætter sig på en sten.)
Nu vil jeg hvile mig og vente ihærdig,
til støtten med sin vanlige morgensang er færdig.
Efter frokosten klyver jeg op på pyramiden;
får jeg tid, vil jeg ranske den indeni siden.
Derpå til-lands om det røde hav;
kanske jeg kan finde kong Potifars grav. —
Så er jeg asiater. I Babylon jeg søger
de ryktbare hængende haver og skøger, —
det vil sige, de vigtigste spor af kultur.
Og så med et spring til Trojas mur.
Far Troja går der jo sjøvej direkte
over til det herlige gamle Athen; —
der vil jeg på åstedet, sten for sten,
befare det pas, som Leonidas dækte; —
jeg vil gøre mig fortrolig med de bedre filosofer,
finde fængselet, hvor Sokrates døde som offer – ;
nej, det er s’gu sandt, – det er krig for tiden – !
Ja, så får Hellenismen ligge til siden.

(Ser på sit uhr.)
Det er dog for galt, hvor længe det varer,
før solen rinder. Min tid er knap.
Altså, fra Troja; – det var der jeg slap —

(rejser sig og lytter).
Hvad er det for en underlig susing, som farer – ?

(Soloppgang.)

MEMOSTØTTET

(synger)
Af halvgudens aske stiger foryngende
fugle syngende.
Zeus, den alvitende,
skabte dem stridende.
Visdomsugle,
hvor sover mine fugle?
Du må eller råde
sangens gåde!
PEER GYNT
Sandfærdig, – mener jeg ikke det gik
fra støtten en lyd! Det var fortidsmusik.
Jeg hørte stenrøstens stigning og sænkning. —
Jeg vil skrive det op til de lærdes betænkning.

(Noterer i lommebogen.)
«Støtten sang. Jeg hørte tydligt klangen,
men forstod ikke rigtig texten til sangen.
Det hele var naturligvis sansebedrag. —
Ellers intet af vægt observeret idag.»

(Går videre.)

__________________________

(Ved landsbyen Gizeh. Den store Sfinx udhuggen af klippen. Langt borte Kairos spir og minareter. Peer Gynt kommer; hen betragter Sfinxen opmærksomt, snart gjennem lorgnetten, snart gjennem den hule hånd.)

PEER GYNT
Nej, hvor i alverden har jeg truffet før
noget halvglemt, som minder om dette skabilken?
For truffet det, har jeg, – i nord eller sør.
Var det en person? Og, i så fald, hvilken?
Han, Memnon, faldt det mig bagefter ind
ligned de såkaldt Dovregubber,
slig, som han sad der, stiv og stind,
med enden plantet på søjlestubber. —
Men dette underlige krydsningsdyr,
denne bytting, på engang løve og kvinde, —
har jeg også ham fra et eventyr?
Eller har jeg ham fra et virkelig minde?
Fra et eventyr? Ho, nu husker jeg kallen!
Det er s’gu Bøjgen, som jeg slog i skallen, —
det vil sige, jeg drømte, – for jeg lå i feber. —

(Går nærmere.)
Det selvsamme øjne; de selvsamme læber; —
ikke fulst så dorsk; lidt mere forslagen;
men ellers den samme i hovedsagen. —
Ja så da, Bøjg; du ligner en løve,
når en ser dig bagfra og træffer dig om dagen!
Kan du endnu gåder? Det skal vi prøve.
Nu får vi se om du, svarer som sidst, du!

(Råber mod Spfinxen.)
Hej, Bøjg, hvem er du?
EN STEMME

(bak Spfinxen)
Ach, Sphinx, wer bist du?
PEER GYNT
Hvad! Ekkoet bryder på Tydsk! Mærkværdigt!
STEMMEN
Wer bist du?
PEER GYNT
Det taler jo sproget færdigt!
Den observation er ny og min.

(Noterer i bogen.)
«Echo på Tydsk. Dialekt fra Berlin.»

(BEGRIFFENFELDT kommer frem bag Sfinxen.)

BEGRIFFENFELDT
Et menneske!
PEER GYNT
Nå, det er ham, som prater.

(Noterer igjen.)
«Kom senerehen til andre resultater.»
BEGRIFFENFELDT

(uder alslags urolige fagter)
Min herre, undskyld – ! En lebensfrage—!
Hvad fører Dem just idag herhen?
PEER GYNT
En visit. Jeg hilser på en ungdomsven.
BEGRIFFENFELDT
Hvad? Sphinxen – ?
PEER GYNT

(nikker)
Jeg har kendt ham i gamle dage.
BEGRIFFENFELDT
Famost! – Og det efter denne nat!
Min pande hamrer! Den er nærved at revne!
De kender ham, mand? Tal! Svar! Kan De nævne,
hvad han er?
PEER GYNT
Hvad han er? Ja, det kan jeg glat.
Han er sig selv.
BEGRIFFENFELDT

(med et spring)
Ha, livsgåden glindste
som lyn for mit syn! – Det er visst, at han er
sig selv?
PEER GYNT
Ja, så siger han idetmindste.
BEGRIFFENFELDT
Sig selv! Omveltningens stund er nær!

(Tager hatten af.)
Deres navn, min herre?
PEER GYNT
Jeg er døbt Peer Gynt.
BEGRIFFENFELDT

(med stille beundring)
Peer Gynt! Allegorisk! Det var at vente. —
Peer Gynt? Det vil sige: det ubekendte, —
det kommende, hvis komme var mig forkyndt —
PEER GYNT
Nej, virkelig! Og nu er De her for at hente – ?
BEGRIFFENFELDT
Peer Gynt! Dybsindig! Gådefuld! Hvas!
hver ord er ligsom en bundløs lære!
Hvad er De?
PEER GYNT

(beskeden)
Jeg har altid prøvet at være
mig selv. Forøvrig her er mit pas.
BEGRIFFENFELDT
Atter det gådefulde ord på bunden!

(Griber ham om håndledet.)
Til Kairo! Fortolkernes kejser er funden!
PEER GYNT
Kejser?
BEGRIFFENFELDT
Kom!
PEER GYNT
Er jeg virkelig kent – ?
BEGRIFFENFELDT

(idet han trækker ham med sig)
Fortolkernes kejser – på selve fundamentet!
__________________________

(I Kairo. Et stort gårdsrum med høje mure og byggninger omkring. Gittervinduer; jernbure. Tre vogtere i gården. En fjerde kommer.)

DEN KOMMENDE
Schafmann, sig mig, hvor er direktøren?
EN VOGTER
Kørt ud imorges længe før dag.
FØRSTE
Jeg tror der er hændt ham en ærgerlig sag;
thi nat —
EN ANDEN
Hys, stille; der er han ved døren!

(BEGRIFFENFELDT fører PEER GYNT ind, låser porten og stikker nøglen i lommen.)

PEER GYNT

(for sig selv)
I sanhed, en yderst begavet mand;
næsten alt, hvad han siger, går over ens forstand.

(Ser sig om.)
Så dette her er de lærdes klub?
BEGRIFFENFELDT
Her vil De finde den, rub og stub; —
de halvfjerdsindstyve fortolkeres kreds;
den er nylig forøget med hundre og treds —

(råber på vogterene).
Mikkel, Schlingelberg, Schafmann, Fuchs, —
ind i burene med jer fluks!
VOGTERENE
Vi?
BEGRIFFENFELDT
Hvem ellers? Afsted, afsted!
Når verden snurrer, så snurrer vi med.

(Tvinger dem ind i et bur.)
I kan slutte jer til resten, – jeg siger ikke mer.

(Stænger burdet og kaster nøglen i en brønd.)

PEER GYNT
Men, bedste herr doktor og direktør – ?
BEGRIFFENFELDT
Ingen af delene! Jeg var det før – .
Herr Peer, kan De tie? Jeg må give mig luft —
PEER GYNT

(i stigende uro)
Hvad er det?
BEGRIFFENFELDT
Lov mig, De ikke vil skælve.
PEER GYNT
Jeg skal prøve —
BEGRIFFENFELDT

(trækker han hen i et hjjørne og hvisker)
Den absolutte fornuft
afgik ved døden i aften kl. 11.
PEER GYNT
Gud fri mig – !
BEGRIFFENFELDT
Ja, det er yderst beklageligt.
Og i min stilling, ser De, er det dobbelt ubehageligt;
thi denne anstalt gjaldt lige til det sidste
for en dårekiste.
PEER GYNT
En dårekiste!
BEGRIFFENFELDT
Ikke nu, forstår De!
PEER GYNT

(bleg og sagte)
Nu skønner jeg stedet!
Og manden er gal; – og ingen ved det!

Конец ознакомительного фрагмента.
Текст предоставлен ООО «ЛитРес».
Прочитайте эту книгу целиком, купив полную легальную версию (https://www.litres.ru/pages/biblio_book/?art=67813349) на ЛитРес.
Безопасно оплатить книгу можно банковской картой Visa, MasterCard, Maestro, со счета мобильного телефона, с платежного терминала, в салоне МТС или Связной, через PayPal, WebMoney, Яндекс.Деньги, QIWI Кошелек, бонусными картами или другим удобным Вам способом.